Skandale afslører problem med regionerne
Politikerne har ikke forudsætningerne for at drive kompliceret sygehusvæsen. Sygehusdrift kræver en professionel bestyrelse.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvem har det overordnede ansvar for driften af AUH? Ledelsen eller politikerne? Hvis regionsrådets eksistens skal give mening, må ansvaret i sidste ende placeres hos politikerne, men har disse forudsætningerne for at drive en så kompliceret virksomhed, som supersygehusene er? Har Lars Løkke Rasmussen en pointe, når han foreslår regionerne nedlagt?
Hvorfor meddelte de to nu afskedigede direktører ikke regionsrådets ledelse og politikere, at man ikke kunne leve op til lovgivningen på området, men i stedet foretog en kreativ bogføring på eget initiativ. Efterfølgende har to overlæger i en af de centrale kirurgiske funktioner sagt op grundet utilfredshed med manglende sanktioner over for afdelingens leder, og senest har to direktører i regionsledelsen sagt op. Spørgsmålet er, om vi her kun har set toppen af isbjerget? Ifølge regionsformand Anders Kühnau kendte hverken han eller de øvrige 40 regionsmedlemmer noget til ledelsesproblemer og tilsidesættelse af lovgivningen på kræftområdet. Hvad fortæller det om kompetencen, samarbejdet, den gensidige tillid parterne imellem, samt at der endvidere skulle udarbejdes op til flere rapporter af eksterne parter for at afdække mulige årsager. Man kan vel næppe påstå, at det er et seriøst, professionelt og troværdigt samarbejde mellem ledelsen og regionsrådets politikere.