Tænketank på gale veje
Hold fast i politiske aftaler og løfter.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er trist, at tænketanken Concito i Mobility Watch direkte opfordrer til politisk løftebrud, ved at færdiggørelse af Kalundborgmotorvejen skrottes i den brede infrastrukturaftale fra juni 2021. Hvordan i alverden skal borgere, kommuner og erhvervsliv fremover kunne regne med brede politiske aftaler, hvis man begynder på den galej? Det vil i hvert fald ikke styrke den i forvejen alt for lave generelle tillid til det politiske system. Man skal kunne stole på indgåede brede politiske aftaler. I det konkrete tilfælde har virksomheder som Novo og Mærsk disponeret i vished om, at der kommer motorvej helt til Kalundborg. Andre ligeså.
Concito er også på tynd is med påstanden om, at Danmark er velforsynet med gode veje. Sandheden er, at der en række steder i årevis har været savn af gode veje. Vi er mindst 15 år bagud med investeringer i den vejmæssige infrastruktur.
Endelig glemmer Concito at tænke langsigtet og visionært. Kalundborgmotorvejen er jo landanlæg til den faste Kattegatforbindelse, som vi bliver nødt til at bygge frem mod 2040 for at sikre bedre sammenhæng i Danmark samt reducere den accelererende trængsel ved Storebælt og i Trekantsområdet. Concito, der intet mandat har fra befolkningen, opfordres til at stoppe med opfordringer til politiske løftebrud samt droppe felttoget imod bedre veje i Danmark.