Lars Løkke skaffede Danmark et unødvendigt dyrt lån på halsen for at redde banker under finanskrisen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Folketinget har netop godkendt statsregnskabet for 2021. I godkendelsen skrives bemærkelsesværdigt: »at Finansministeriet – ifølge Statsrevisorerne og Rigsrevisionen – ikke har kunnet give en klar begrundelse for udstedelse af statsobligationer for yderligere 27,6 mia. kr., hvilket har påført staten en merudgift på ca. 1,24 mia. kr. p.a.« Over de 30 år, lånet løber, er det 38,5 mia. kr.

Det er ikke hver dag, Folketinget taler om en ubegrundet udgift på 38,5 mia. kr. Baggrunden er finanskrisen i 2008. Danske banker, ikke mindst Danske Bank, var truet af konkurs. De havde svært ved at betale, hvad de skyldte.

Op til krisen havde danske banker fundet en, syntes de, genial forretningsmodel. Tag korte lån i amerikanske dollars til en lav rente, og lån pengene ud til danskerne til en høj rente. En god fidus, men da krisen kom, fik bankerne svært ved at betale de kortfristede lån i dollars. Og blev en betalingsfrist overtrådt, forfaldt det samlede lån. For at redde bankerne vedtog Folketinget, at staten hæftede for al bankernes gæld. Det kunne blive et trecifret milliardbeløb.

Bankerne manglede likvider, og valutakassen var klemt. Her kommer ATP ind i billedet. Som nu tidligere nationalbankdirektør Lars Rohde, der under finanskrisen var ATP’s direktør, siden har sagt: ATP hjalp både finanssektoren og valutakassen. ATP skød 40 mia. kr. ind i danske banker og solgte udenlandske værdipapirer for 110 mia. kr. til gavn for valutakassen.

Og som Lars Rohde sagde til Berlingske: »Vi hjalp nok finanssektoren, men vi hjalp i særlig grad os selv.« ATP fik høje renter for indskuddet i bankerne – og indskuddet var risikofrit, staten garanterede. Og skiftet fra udenlandske værdipapirer var også en god forretning, sagde Rohde. Alt var fint.

Men bag ATP’s hjælp lå en aftale med den daværende regering. Nationalbanken skulle udstede et dyrt obligationslån, som ATP ønskede, men som Nationalbanken afviste. Ikke alene var det for dyrt, statskassen havde ikke brug for det lån.

Men efter den hemmelige aftale blev det udstedt. Trods spørgsmål fra Folketinget benægtede ministre dens eksistens. Den blev først afsløret af Rigsrevisionen.

Nuværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har siden fortalt lidt om forhistorien i erindringsbogen fra 2020, ”Om de fleste og det meste”: Han havde tilfældigt mødt ATP’s fondsdirektør, Lars Graven.

De talte om krisen og løsninger, og kort efter udstedte staten det dyre obligationslån, ATP havde ønsket. Vi kender også lidt til det ubegrundede ekstralån, Rigsrevisionen fremhæver. Det blev udstedt efter krav fra ATP. De havde ikke fået den forventede mængde af de højt forrentede obligationer. Presset på valutakassen var aftaget, men ATP fik et møde med Lars Løkke Rasmussen, og dagen efter blev ekstralånet udstedt. ATP ville have den fulde betaling for hjælpen.

Forløbet rejser flere spørgsmål:

– var det lovligt at udstede et unødvendigt dyrt lån til fordel for en privat aktør som ATP?

– var ATP for grådig ved at kræve denne merudstedelse? Det bør ATP svare på.

– hvorfor var det så vigtigt at holde lånet hemmeligt i årtier. Et godt gæt er, at det skulle holdes hemmeligt, at det kostede et enormt milliardbeløb at redde bankerne.

Endelig: Lars Løkke Rasmussen bør forklare sin fulde rolle i hele forløbet med dette dyre lån. Hvad er dit svar på at have bidraget til en unødvendig udgift for staten på 38,5 mia. kr.?