Danmark skal hjælpe Ukraine nu. Og i fremtiden
Med Ukrainefonden står Danmark bag Ukraines frihedskamp sammen med resten af den frie verden.
Siden februar sidste år har det ukrainske folk lidt under en uretfærdig og forfærdelig krig.
Det russiske angreb fik store dele af verden til at ryste vantro på hovedet over krigens tilbagekomst i Europa, men i Ukraine havde man frygtet og forberedt sig på det utænkelige i årevis.
Ukraines modstandskamp har været imponerende. Men selvom krigen trækker ud, så fortsætter behovet for hjælp.
Derfor er det afgørende, at vi står sammen og fortsat bidrager ambitiøst til Ukraines kamp. For Putins overgreb er en trussel. Ikke kun mod Ukraines selvstændighed, men mod fred og sikkerhed i hele Europa.
I dag er Danmark blandt de største militære bidragsydere til Ukraine i forhold til vores størrelse. Men vi skal ikke kun fortsætte med at hjælpe Ukraine på den militære front, vi skal også bringe danske virksomheder i spil til genopbygningen af landet.
Havne, vandforsyning, logistik og forsyningskæder for fødevarer – for bare at nævne nogle af de store områder, der må og skal fungere for ukrainerne.
Hvis ikke, risikerer vi, at lidelserne bliver endnu større – og at den langsigtede genopbygning af landet rykker endnu længere ud i fremtiden.
Derfor har Danmark dels engageret sig i at støtte forsvaret af Ukraine og dels i at sikre civile og afgørende infrastruktur i landet. Vi har sendt materiel og fødevarer afsted ad flere omgange, og vi etablerede tilbage i marts Ukrainefonden, der blandt andet skal gøre det lettere og mindre risikofyldt for danske virksomheder at engagere sig i Ukraine.
Ukrainefonden tager grundlæggende den danske støtte til Ukraine til et nyt niveau. Danske virksomheder kan nemlig levere meget af det, som Ukraine mangler, f.eks. inden for drikkevand, fjernvarme og fødevarer. Derfor skal vi styrke indsatsen.
Helt konkret har vi afsat 7 mia. kr. til direkte militær og civil støtte til Ukraine samt til en låne- og garantiordning i Danmarks Eksport- og Investeringsfond, der gør dansk samhandel med Ukraine mulig, selv når missiler og raketter stadig slår ned i dele af landet.
Låne- og garantiordningen indgår samtidig i det operative samlingspunkt – Ukraine Investeringsforum – hvor formålet bl.a. er at dele information om konkrete projekter og markedsmuligheder i Ukraine og formidle kontakt til ukrainske partnere, så danske løsninger kan bringes i spil i genopbygningen af Ukraine.
Forummet giver mulighed for at identificere, hvordan og hvor danske virksomheder kan levere det nødvendige til Ukraine, og netop i disse dage har vi første møde i forummet.
Erhvervsindsatsen er med andre ord et helt nyt spor og en ny måde at tænke genopbygning på. Det er ikke nemt. Selvom danske virksomheder har tilkendegivet deres interesse, er der udfordringer og risici forbundet med opgaven.
Men hvis vi lykkes med at skabe stærkere kommercielle bånd mellem Danmark og Ukraine i genopbygningen, så kan vi tilføre de nødvendige investeringer, materialer og ekspertise til projekter, der mangler lige nu og her. Og vi kan skabe tætte handelsnetværk mellem Ukraine og Danmark, der kan vare ved langt ud i fremtiden.
Med Ukrainefonden står Danmark bag Ukraines frihedskamp sammen med resten af den frie verden. Det kan være svært herhjemmefra at forestille sig de rædsler, den usikkerhed og frygt, der er en del af manges hverdag i Ukraine, men vi skal stå fast på vores støtte og hjælp til Ukraine.
For krigen slutter ikke i morgen, og derfor skal vi hjælpe, hvor vi kan – både i frihedskampen ved fronten og i genopbygningen af Ukraine.