Man er ikke imperialist, fordi man ikke forstår grønlandsk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mette Bock giver i sin kommentar i JP i søndags selv svar på sammenligningen mellem EU og Folketinget: »Pjat!« siger hun på andres vegne – og hvor har hun ret, selv om hun tilføjer, at sprog bl.a. er magt, hvilket er meget langt ude i forbindelse med en demonstrativ selvhævdelse, hvor en grønlænderinde bevidst narrer det Folketing, hun er blevet valgt ind i.

Og sammenligningen med Peter Hiort Lorenzen duer ikke: Dansk og tysk er nabolande med fælles sprogstamme og har kunnet forstås af de fleste medlemmer (i alt fald mange) af Stænderforsamlingen i 1842, mens ingen på Christiansborg (gætter jeg) udover inuitter forstår grønlandsk, hvad der ikke gør dem til sprog-imperialister, som Bock demagogisk hævder.

»Hjertesprog« – hvad er det? Kalder man det ikke lidt mindre sentimentalt for ”modersmål”?