Få nu omstillet fiskeriet
Fiskeriet med bundslæbende redskaber synger på sidste vers.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I JP 7/5 skriver formanden for de danske fiskere, Svend Erik Andersen, at fiskerne skal have lov til at bundtrawle mellem de mange havvindmøller, der skal sættes op. Han skriver, at »fisk er en klimavenlige fødevare«, og derfor bør vi også tage et vidtgående hensyn til fiskeriet med bundslæbende redskaber. Men bør vi nu det?
De store Thyborøn-trawlere sejler nord om Skagen, ned gennem Øresund, forbi Bornholm og op forbi Ålandsøerne, helt op i det øverste af Østersøen, og der, næsten 2.000 km fra havnen, fanger de fisken.
Efter en uge går turen tilbage til Thyborøn, hvor de lander de 1-2.000 tons og fylder tankene med de mere end 1-200.000 liter diesel, de har brugt på turen. På oliefabrikken koger de fisken, hvorefter olien centrifugeres fra, og derefter tørres resten til fiskemel.
Det hele sker under et stort energiforbrug, fremstillingen af fiskemel og fiskeolie ligger faktisk i top herhjemme, målt på energiforbruget. Fiskeolien og fiskemelet køres til Brande, hvor det blandes sammen med en stor mængde importeret soja til fiskepiller som bl.a. sendes til Norge, hvor det bruges til opdræt af laks.
Når laksen er slagtet, sendes mange af de laks med fly verden rundt. Trawlfanget hummer og opdrættet laks er alt andet end en klimavenlig spise.
Der findes alternativer til det energikrævende fiskeri med bundtrawl efter fisk til fiskemel og fiskeolie og trawl af jomfruhummer, og de fiskerier bør fiskeriet omstilles til.