Hvis der er flere krænkede tilbage, så sig lige til nu, ikke? Så kan vi komme videre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Min oldefar rejste til USA i 1887 for at udvide sin horisont i tre år. Han var inden da blevet forlovet med min oldemor.

I et af sine breve skrev han hjem til sine kære: »Jeg føler, at vi mennesker er blevet for “ømfølsomme”. Vi tåler ingenting mere.«

Den følelse står jeg med lige nu i forbindelse med al den stress, både børn, unge mennesker og mange voksne nu bliver berørt af. Derudover alle disse sager om krænkelser. Vi er blevet alt for sarte og i ordets bogstaveligste forstand alt for ømfølsomme.

Men vi er også blevet egoistiske, det handler kun om os selv. Hvor er respekten, hvor er ydmygheden, hvor er hjælpsomheden, hvor er forståelsen for andre mennesker? Vi kan alle lære at sige fra, hvis nogen kommer for tæt på.

Men i dag er fokus mig selv, og jeg kan tillade mig, at aviserne, ugebladene, tv, radioen får udstillet og ødelagt et andet menneske.

Et kys på kinden, et klap i numsen, en hånd på låret eller et stort varmt kram, danse tæt sammen med et andet menneske, som ikke er ens kæreste, hustru eller mand – aldrig har jeg taget det personligt.

Mange vil synes, at MeToo burde have en nobelpris. Jeg føler bare, at prisen er blevet for høj.