Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Lad os nu få gjort kandidat-SU’en lånebaseret

SU-debatten har længe været et følsomt emne, som politikerne har undgået at komme i nærheden af. Nu har vi en regering, der kan tage ansvar for at afskaffe ydelsen, der omfordeler fra fattig til rig.

Kristine VindUddannelsesordfører, VU, København Ø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Selvom SU er et nobelt incitament for at fremme uddannelsesaktiviteten, er vi som samfund nødt til at kunne diskutere den. Og især når det kommer til SU på kandidatuddannelser, er den meningsløs og spild af penge. Penge, der vel at mærke er indbetalt til statskassen fra hårdtarbejdende danskere.

Det er nemlig langtfra alle, der har glæde af uddannelsessystemet, og særligt få, der opnår en kandidatuddannelse. Ufaglærte og borgere med kortere uddannelse betaler skat meget tidligt i deres liv, blandt andet til at støtte kandidatstuderendes privatforbrug. Også selvom kandidatstuderende få år senere vil have en langt højere løn, end de fleste, der arbejder ufaglært eller har kortere uddannelser. Vi ved fra forskningen, at lånebaseret SU på kandidaten ingen nævneværdig effekt har på den sociale mobilitet, og dette underbygges af eksempler fra andre lande, f.eks. Norge, hvor SU’en er lavere, mens den sociale mobilitet er højere.

Kandidatstuderende har rig mulighed for at tilbagebetale et SU-lån efter endt uddannelse, fordi de kommer ud med en rigtig høj indkomst – særligt over tid. Dertil har enormt mange kandidatstuderende job ved siden af studiet – hvilket også er godt for deres læring og udvikling – og kan dermed sagtens finansiere deres eget privatforbrug.

Alle de gode argumenter er til stede, og der skal bare handling til. Så kære regering – udnyt muligheden for at tage ansvar. Lad staten fokusere på uddannelserne fremfor at betale de studerendes byture, takeaway og husleje i indre by.