Folkekirken har fortjent bedre end en dom efter ét besøg – i Sverige

Er man ondskabsfuld, når man kritiserer en debattør, som fremfører sin uforgribelige mening om et vigtigt samfundsproblem på et sjusket og vildledende grundlag? Ja, i hvert fald ifølge forfatter Villi John Petersen, som 23/3 forsvarer sognepræst Marie Høghs klumme om folkekirken fra 27/2.

Oversættelsessjusk og fejlinformation er åbenbart ligegyldigt for Villi John Petersen, så lad os lade det ligge. Men Marie Høgh henviste til en artikel af den tyske teolog Peter Scherle om de tyske lutherske kirkers forsøg på at imødegå tabet af medlemmer. Det er en meget væsentlig artikel, som vi kan lære meget af i en dansk folkekirkelig sammenhæng. Men det forudsætter jo, at man forstår, hvad Scherle skriver – hvilket igen forudsætter, at man læser hele artiklen og ikke kun et par linjer.

Scherles artikel er et eneste opgør med de tyske lutherske kirkers 50-årige forsøg på at standse tilbagegangen i medlemmer og bestræbelse på at skaffe kirken betydning i samfundet. Den bestræbelse er en misforståelse ifølge Scherle. Villi John Petersen mener, at Scherle giver udtryk for, »at der ikke er noget alternativ« til at søge en betydning i samfundet ved at alliere sig med nationalisme eller et amerikansk »rigdoms-evangelium«. 

Men Scherle peger netop på et alternativ, nemlig »det, som udgør præsteembedets dagligdag: holde gudstjeneste, ledsage mennesker ved livets overgange og hjælpe de svage«. Kirken skal ikke svælge i store fortællinger om fremgang, men sætte pris på de små hverdagshistorier om dens egentlige opgave. »En evangelisk kirke kan frem for alt være fortrøstningsfuld af den grund, at den ikke skal bekymre sig om sin fremtid, men kan koncentrere sig om Guds komme.«

Villi John Petersen deler Marie Høghs store frygt for, at den danske folkekirke skal opnå sin grundlovslovede selvstændighed og styre sig selv gennem en synode eller et kirkeråd. Hvordan begrunder de deres frygt? 

Jo, Petersen har været til en gudstjeneste i domkirken i Lund, hvor hovedsagen ikke var Kristus, men indsamling af penge til palæstinensere. Underforstået: Hvis vi i Danmark indfører et kirkeråd, må det nødvendigvis gå som i Lund. Men var det Svenska Kyrkons kirkeforsamling (synode), der havde bestemt, hvad gudstjenesten i Lund skulle handle om? Hvis man vil afvise en synodeordning for vor egen folkekirke, synes jeg ærlig talt, man skal finde bedre begrundelser end et enkelt gudstjenestebesøg.