Hvorfor er fagforeningerne og dele af den røde yderfløj så stigmatiseret, at det kan ende med sygeliggørelse af mennesker?
Det hele handler om at opbygge medlemmets narrativ imod arbejdsgiveren, et narrativ om, at så snart arbejdsgiveren har opsagt dig, så vil de dig det kun ondt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er i sandhed ikke kun højrenationalisterne, der polariserer med narrativer, som stigmatiserer mennesker. Det sker også i den anden ende, og det går ud over os alle sammen.
Som person har jeg været på begge sider af bordet, når det kommer til en afsked, og jeg er i den grad af den overbevisning, at vores samfund ikke er skruet rigtigt sammen.
Spørgsmålet er, hvorfor man i fagforeningerne og i dele af samfundet mener, at så snart man er arbejdsgiver, så pinger man per definition helt ud på det blå barometer og ad infinitu