Kære støttepartier: Hvorfor kører Trine Bramsen stadig rundt i en ministerbil?
Hvis Trine Bramsen kendte til ugerapporterne, hvorfor i alverden evakuerede hun så ikke de danske udsendte, mens tid var?
Da Taliban i midten af august overtog magten i Afghanistan, kom det tilsyneladende komplet bag på forsvarsminister Trine Bramsen. Det er åbenbart gået hendes næse lige forbi, at den danske styrkechef i Kabul hver uge sendte rapporter hjem, der beskrev Talibans tiltagende kontrol med landet. Eller hvad?
Hvorfor tog hun på sælsafari og rockkoncert den weekend, hvor Kabul faldt, mens danskere satte livet på spil i Afghanistan?
Det er efterhånden svært at holde tungen lige i munden, når man gennemgår Trine Bramsens talrige forsøg på at fralægge sig ansvaret for den kaotiske danske evakuering. Og hvis man presser hende for et klart svar, er det tydeligt, at hendes bortforklaringer er pilrådne. Under vores samråd den 17. september sagde hun følgende om ugerapporterne: »Nej, de er ikke tilgået mig. Jeg har ikke fået de informationer, der indgår i de her ugerapporter.«
Og hvis du synes, det lyder mærkeligt, at forsvarsministeren ikke var bekendt med de rapporter eller en opsummering af disse, der beskrev den graverende forværring af situationen i Afghanistan, så er du ikke alene. Nu tyder noget imidlertid på, at den snu Trine Bramsen er nået til samme konklusion. I det skriftlige svar på vores spørgsmål i forsvarsudvalget forklarer hun nu følgende: »Forsvarets ugerapporter er således en del heraf.«
I en bizar 180 graders vending påstår hun altså nu, at hun kendte til både ugerapporterne og deres indhold. Det betyder i bedste fald, at Trine Bramsen er elendig til sit arbejde og ikke lever op til sit ansvar, eller i værste fald, at hun helt ugeneret lyver befolkningen og Folketinget lige op i ansigtet. Om forklaringen er den ene eller den anden, har ingen betydning for, hvad resultatet bør være: Trine Bramsen skal gå af!
Danmark er ikke tjent med en forsvarsminister, der på det grelleste har forsømt sit ansvar. Hvis Trine Bramsen kendte til ugerapporterne, hvorfor i alverden evakuerede hun så ikke de danske udsendte, mens tid var? Hvorfor tog hun på sælsafari og rockkoncert den weekend, hvor Kabul faldt, mens danskere satte livet på spil i Afghanistan?
Og inden vi bliver mødt af et af Trine Bramsens mudrede modsvar, så lad os lige få fakta på plads. Ugerapporterne efterlod ingen tvivl om, at Afghanistan var ved at falde, og eksempelvis Australien var vaks og evakuerede sin ambassade i tide. Der er ingen undskyldninger for Trine Bramsens skadelige passivitet.
Vi har sagt det før, og vi vil sige det igen og igen, indtil Trine Bramsen er fortid i Forsvarsministeriet. Det er en decideret skændsel, at en minister, der vælter sig i skandaler og tilsyneladende har svært ved at holde styr på sine talrige røverhistorier, stadig kører rundt i en ministerbil.
Derfor har vores spørgsmål til de røde støttepartier aldrig stået klarere: Kan I virkelig fortsat bakke op om en forsvarsminister, der taler usandt i Folketinget og bedriver ansvarsfralæggelse af værste skuffe i en af de mest alvorlige sager på forsvarets område i lang tid?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter