Se nu at få lidt fart på, kirkeminister
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Covid-19 har sat uendeligt mange begrænsninger, herunder på antallet af personer i kirkerummet.
Mange mennesker har måttet udskyde vigtige livsbegivenheder, såsom barnedåb og bryllup, eller vælge at gennemføre med begrænset antal gæster.
Den del af livet, vi alle kommer til en dag, er, at vi skal herfra og begraves eller bisættes.
Når et menneske går bort, ønsker man naturligvis at sende sine kære afsted på den finest mulige måde.
Det er ganske grotesk, at mennesker oven i sorgen skal vælge venner og familie fra, fordi der er deltagerbegrænsning i kirken. Til mange andre begivenheder er det nu tilladt at samles mange personer uden øvrige restriktioner end at man skal lade sig teste.
Derfor virker det ulogisk og hjerteløst at begrænse mennesker i at være der for hinanden, når man netop har allermest brug for det.
Af JP 12/7 fremgår, at kirke- og kulturminister Joy Mogensen i en skriftlig kommentar til Ritzau oplyser følgende: »… at kirkerne lidt endnu må leve med de generelle areal- og afstandskrav«. Endvidere at: »… regeringen holder dog naturligvis øje med udviklingen, med henblik på at restriktionerne fjernes så hurtigt muligt«.
Så kære kirkeminister, se nu at få lidt fart på, så alle, som ønsker det, kan få muligheden for at sende dem, vi har kær, afsted på den sidste rejse.