Krænkelser er en sag for politiet
Det er komplet tosset, at ældgamle tilnærmelser – romantiske, upassende eller lidt over kanten – får fuldstændig fri adgang til medierne af anonyme kvinder med flere, når blot ordet “krænkelse” er en del af påstanden. Det gælder desværre både i den såkaldt seriøse presse samt i den mindre lødige del af medierne.
Fortidens normer bedømmes uden forbehold efter MeToo-bølgens moderne definition af tolerancer for seksuelle tilnærmelser mellem kønnene.
At pressen ukritisk medvirker til at ødelægge mænds karriere, familieliv og forhold til venner og bekendte er dybt kritisabelt og uetisk. I stedet for at medvirke til at sætte mænd i gabestokken for krænkelsespåstande fra kvinder – sket for 5-10-20 år siden – burde pressen opfordre kvinderne til at melde påstandene til politiet, inden man lagde spalteplads og sendeflade til rådighed.
Presseetisk er det selvfølgelig på sin plads at debattere krænkelser, sket efter MeToo-debatten startede. Men at pressen og kommentatorer dømmer og ødelægger mænds liv for ældgamle hændelser og krænkelsespåstande, de stort set ikke kan forsvare sig imod, er noget svineri.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter