Du er ikke en pige, du må ikke komme ind her

»Du er ikke en pige, du må ikke komme ind her.«

Denne sætning er jeg blevet mødt med utallige gange i indskolingen, da jeg gik i folkeskole. Det var de større børn, der ikke ville lade mig komme på toilettet, bare fordi jeg syntes, at kort hår og skjorte var et hit og derfor ikke lignede de andre piger på min årgang. En dum sætning, der blev sagt engang for mange år siden, men som stadig kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, når jeg står og kigger på tøj i ”herretøjsafdelingen”.

Fredag den 6. marts er det skolernes nationale trivselsdag. En dag, hvor skolerne i samarbejde med Red Barnet sætter fokus på skolens og klassernes sociale trivsel. En vigtig dag, der giver anledning til at diskutere antimobbestrategier og adfærds- og klasseregler. En dag, som skal sikre en ordentlig, respektfuld tone og opførsel i klasserne og på skolen. En dag og samtale, der bør komme alle børn til gode.

De fleste har på et eller andet tidspunkt i livet oplevet den ubehag, det giver i hele kroppen, når man mistrives og ikke føler sig som en del af det sociale fællesskab. En følelse de færreste ønsker for andre, og da slet ikke vores børn. Men sandheden er desværre, at vi i LGBT+-Ungdom møder alt for mange unge med grumme historier om ensomhed og mistrivsel. En undersøgelse fortaget blandt drenge i grundskolen i Norge viser, at 7 pct. af de adspurgte drengene er blevet udsat for mobning, hvorimod hele 47 pct. af de homoseksuelle drenge er blevet udsat for mobning. En anden undersøgelse foretaget i England viser, at hele 45 pct. af LGBT-elever har været udsat for mobning, på baggrund af deres LGBT-identitet.

Disse undersøgelser giver altså et klart billede af, at der på nuværende tidspunkt desværre hersker en klar sammenhæng mellem seksualitet og kønsidentitet og risikoen for at blive mobbet. Men hvordan står det egentlig til i den danske grundskole, hvordan ligger vi placeret i forhold til vores kære nordiske nabolande?

På nuværende tidspunkt har vi ingen tal, der viser noget om trivsel blandt børn og unge, der bryder med normer for køn og/eller seksualitet. Hidtil er dette et område man har undgået, og man har derfor kun tal for voksne LGBTQ+-personer og i et spinkelt omfang for unge. Den tidligere regering lavede, som et led i deres LGBTI-handlingsplan, en forundersøgelse af, hvordan man kan undersøge trivslen blandt børn og unge LGBTI-personer. Man har altså brugt midler og ressourcer på at undersøge, hvordan en eventuel undersøgelse på området kunne udføres. Dette vel at mærke uden at foretage den egentlige undersøgelse, der skal belyse, hvordan børn og unge LGBTQ+-elever trives. Dette kan for mange virke mærkværdigt og efterlader én med en fornemmelse af, at vores kære politikere er bange for at se tallene i øjnene. ​

Tal forpligter og kræver handling. Men i stedet for fortsat at lukke øjnene og famle i blinde af mørketal, bør regeringen få fortaget den nationale trivselsundersøgelse af børn og unge LGBTQ+-elever. For det første skridt på vejen til forandring er at kende til den egentlige tilstand. I stedet for at være bange for tallene bør de bruges som løftestang til at skabe et mere inkluderende og mangfoldigt samfund for alle.