Langsommelig og dårlig sagsbehandling hindrer et socialt og selvhjulpent liv for handicappet
En ung kvinde, der lider af muskelsvind, ønsker at få en handicapbil. Kommunens sagsbehandlingstid i sådanne sager er mere end 12 måneder.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære Mette Frederiksen. Som børnenes minister tænker jeg, at en henvendelse til dig må være rette sted at rette dette lille skriv. Jeg agter ligeledes at sende samme brev til Socialministeriet i håb, at I her får øje på, hvor dårlig sagsbehandlingen er inden for handicapområdet i forhold til bevillinger inden for hjælpemidler/bilsager.
Når det er vigtigt for mig at skrive her, handler det om, at jeg som mor til en ung kvinde på 18 år er vidne til en stor ulighed og stigmatisering. Selv om der i lovgivningen advokeres for lighed og ensartethed for alle, er det ikke sådan, hverdagslivet er for en handicappet ung kvinde.
Er det rimeligt, at der forskelsbehandles på unge i en sådan sag og ydermere i en sag, hvor man gennem mange år har kunnet forudse, at en handicapbil var det eneste rigtige for at skabe et socialt og selvhjulpent liv?
Min datter lider af muskelsvind. En kronisk progredierende lidelse, der invaliderer hende ganske langsomt og immobiliserer hende mere og mere. Min datter er en aktiv ung kvinde med mod på livet, store planer for et erhvervsaktivt liv og som engageret forsøger at deltage i et ungt liv med de tilbud og krav, tilværelsen byder.
Hun klarer sig rigtig godt i gymnasiet og er placeret godt socialt blandt venner og familie.
Det er blot ikke så nemt endda. For der, hvor andre springer på cyklen, går eller hopper ind i bussen, der må hun tage sin tre-hjulede crosser eller bede om hjælp fra familie og venner til at fragte hende i bil.
Jeg kunne som mor have ønsker og håb om, at min datters sag ville blive behandlet som en sag, hvor hun og vi som familie blev involveret og inddraget i de beslutninger, der skulle tages.
Det betyder en hverdag, hvor hun ofte er udfordret på vejr og vind. For er det blæsende, koldt, eller regner/sner det, da er hun for udsat.
Hendes lidelse gør, at hun hurtigt fryser og dermed trættes, og offentlige transportmidler er svære at benytte, idet min datters gang og balance er svært udfordret.
Her bliver hun afhængig af andres hjælp, hvilket er i stærk modstrid med hendes håb og ønske om selvstændigt at kunne klare sig på egen hånd.
For ni måneder siden blev jeg anbefalet at ansøge om handicapbil til min datter, hvilket blev sat lidt på pause af den kommune, jeg efterfølgende fraflyttede.
Tre måneder senere ansøger jeg den nye kommune om bevilling af tilskud til handicapbil, hvilket i skrivende stund er ca. seks måneder siden.
I mellemtiden er min datter blevet 18 år, så mens hendes jævnaldrende 17-18-årige kammerater tager kørekort i køreskolebiler og bliver selvstændige i at kunne fragte sig rundt, venter min datter stadig på en afgørelse. En afgørelse om en bil, som er indrettet, så hun kan betjene den.
En afgørelse, som kommunen selv oplyser, har lange udsigter. For kommunens sagsbehandlingstid i sådanne sager er mere end 12 måneder.
Er det rimeligt, at der forskelsbehandles på unge i en sådan sag og ydermere i en sag, hvor man gennem mange år har kunnet forudse, at en handicapbil var det eneste rigtige for at skabe et socialt og selvhjulpent liv? Konsekvensen af ikke at have planlagt og forberedt dette for længe siden gør, at min datter først som 19-årig eller senere erhverver sig kørekort.
For bevillingen af bilen er afgørende for erhvervelsen af kørekortet. Det betyder, at dyrebar tid går tabt, og vi har som familie ingen indflydelse på udfaldet, da vi ikke bliver orienteret om kommunens sagsbehandling.
Jeg oplever, at den langsomme sagsbehandling har indflydelse på os som familie på flere måder, når vi ikke ved, hvad der venter os. I den tid, der går mod et muligt afslag, var der mange ting, vi kunne arbejde med.
Når vi ikke bliver informeret, bliver vi gidsler i en sag, hvor vores nærmeste samarbejdspartner behandler os som en sag, som vi ikke selv har indflydelse på. Vi bliver ikke inkluderet og adspurgt om behov og ønsker og ej heller involveret i mulige opklarende undersøgelser af mobilitet og funktionsevne.
Jeg kunne som mor have ønsker og håb om, at min datters sag ville blive behandlet som en sag, hvor hun og vi som familie blev involveret og inddraget i de beslutninger, der skulle tages.
Og at der havde været en kommunal sagsbehandlingsstrategi liggende klar allerede for flere år siden, således at min datter på lige fod med andre unge ville være i færd med at tage et kørekort eller allerede havde erhvervet det og nu kunne fragte sig selv frem og tilbage til sit gymnasium i en lille bil med automatgear, ratspeeder og -bremse.
Jeg håber også, at dette brev/indlæg kan tale for andre i lignende situation
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.