Vi synger som aldrig før

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sangen er forstummet, skrev Jyllands-Posten i en større artikel om kirkesangen. Men dén sag kan sandelig opleves fra en anden side også. For vi synger som aldrig før i Danmark.

For nylig havde DR for andet år i træk en hel dag med maratonsang fra højskolesangbogen, sendt fra hele landet. Projektet Alsang 2020 ruller i år gennem Danmark med fem store regionale arrangementer, som vil samle i titusindvis af borgere, og planen er samtidig, at samtlige 98 kommuner skal lave arrangementer lokalt. På mange arbejdspladser og skoler genindføres morgensang.

Hvad har det at gøre med kirkesangen, som var artiklens ærinde? Alt. For fortroligheden med at synge er forudsætningen for, at næbbet åbnes, også i kirken. Der skrives lykkeligvis rigtig mange nye salmer i disse år. I min egen sognekirke, Vær Kirke, synger vi hver eneste søndag nye salmer sammen med de gamle kernesalmer. Og det glæder vi os over. Mange kirker har desuden sangaftener og babysalmesang, hvor salmerne ikke blot synges for de små, men også giver forældrene anledning til at lære det, de ikke fik med sig hjemmefra eller i skolen.

Forudsætningen for stærkere kirkesang er, at vi synger i alle mulige andre sammenhænge. Ikke at tonen sættes ned. Og så skal man lige huske, at det hjælper at komme regelmæssigt i kirke. Fællessang er blevet så gammeldags, at det er blevet moderne igen. Så forfaldshistorien kan vi godt supplere masser af gode nyheder. Man bliver altid i godt humør af at synge i fællesskab med andre.