Rigmænds velgørenhed redder ikke verden – de skulle hellere betale mere skat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er den tid på året: De ultrariges privatfly sætter snart kursen mod Davos i de schweiziske alper for endnu en gang at mødes til World Economic Forum – overbeviste om, at de med deres indsigt og penge kan løse verdens problemer.

Med temaer som ”en mere retfærdig økonomi” og ”hvordan redder vi planeten” har de både ambitioner og selvtillid i orden. Men det halter med selvindsigten. For hvordan skal de mennesker, der i årtier har kæmpet for utæmmet globalisering, skattelettelser til sig selv, uregulerede finansmarkeder og forringede arbejdstagerrettigheder, redde verden?

De fleste af de (hovedsageligt) mænd, der deltager i Davos, tror på én ting: at markeder er mere effektive end regeringer. Og den idé bruger de til at legitimere deres absurde rigdom, deregulering i alle afskygninger og underbeskatning af deres værdier.

Verdens problemer skal efter rigmændenes mening løses med markedsdrevet velgørenhed. Men problemet er, at de ofte få promiller af formuen, som milliardærerne afsætter til filantropi, forslår som en skrædder i helvede.

Klodens største problemer, klimakrisen og ekstrem ulighed, skal løses demokratisk af vores fælles institutioner og organisationer. Det nytter ikke at udlicitere opgaven til selvbestaltede filantroper, der dermed også får lov til at bestemme, hvad der skal prioriteres.

Bill Gates har brugt milliarder af dollars på at bekæmpe malaria, og nu kaster han sig over Alzheimers. En prisværdig indsats. Men hvorfor lige disse sygdomme? Mark Zuckerberg har givet store beløb til skolerne i New Jersey, men vil så også selv bestemme, hvordan de skal bruges.

Og hvad sker der den dag, når Gates og Zuckerberg får andre interesser og trækker stikket? Så står vi andre tilbage med et samfund, der ikke har fået opbygget de nødvendige og bæredygtige institutioner, der kan sikre den langsigtede, stabile indsats og udvikling.

Rationalet for den globale rigmandsfilantrop står efterhånden lysende klart: Han vil hellere bruge sine penge på filantropi end på at betale skat. Fordi det giver ham indflydelse og kontrol over, hvad pengene bruges på. Og selvfølgelig også en masse offentlig anerkendelse og branding. Den slags modtager man sjældent for at betale sin skat.

Netop skattediskussionen er central. Særligt i USA er der lige nu et pres for, at de rigeste skal betale mere i skat, og flere demokratiske præsidentkandidater bakker op. Omvendt har den tidligere finansminister Larry Summers advaret mod en formueskat, fordi det kan få de allerrigeste til at putte færre penge i deres filantropiske fonde.

USA’s 400 mest formuende familier har i dag en lavere effektiv skatteprocent end den fattigste halvdel af amerikanerne. Og rigmændenes velgørenhedsdonationer er reelt peanuts, sammenlignet med hvad de ville bidrage med i et skattesystem, hvor de bredeste skuldre bar det tungeste læs.

Walmart-familien gav 0,4 pct. af sin formue i 2018, Jeff Bezos gav 0,1 pct., mens Google-grundlæggerne Larry Page og Sergey Brin gav så lidt, at det reelt svarer til 0 pct. af deres formue. Bill Gates er – trods sine førnævnte bidrag – i dag dobbelt så rig, som da han stoppede som chef for Microsoft.

Som andel af bnp gives der i dag samlet set ikke mere til velgørenhed i USA, end der er blevet gjort de seneste 40 år, hvor skatten er raslet ned for de rigeste. Og faktisk er det ofte de fattigste, der giver mest, målt som pct. af deres indkomst.

De mest velhavende kan få skattefrihed, når de donerer til velgørenhed. Det betyder altså i praksis, at man overfører penge fra offentlige til private initiativer, og at de kommer uden for demokratisk kontrol.

Det er dybt problematisk, at fællesskabet på den måde afgiver magten i ulighedens tidsalder, hvor de få mænd, der lige om lidt er samlet i Davos for at ”løse verdens problemer”, ejer en stor del af verdens rigdom. Særligt fordi det ikke er deres verdenssyn og løsningsmodeller, der kommer til at redde verden.