Er du glad nu, Mette Bock?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tanken var måske rigtig nok. DR forbrugte ca. 3,7 mia. kr. om året, og det er mange penge til en institution, der var præget af tårnhøjt forbrug og meget høje lønninger. Kunne man måske ved at lave nogen store økonomiske nedskæringer ryste organisationen så kraftigt, at nogen begyndte at tænke kreativt, og alternativt. 3 mia. kr. er vel stadigvæk en slags penge. Kunne man forestille sig, at nogen ville blive så ellevilde af begejstring over at få et så enormt beløb til at drive radio og tv for, at de med faglig ekspertise og enorme visioner kunne tage fat på at bryde en masse gammelt ned – og så skabe noget nyt? Det var vel det, der var tanken, hos de politikere der vedtog besparelserne. Men det lykkedes ikke.
Den nuværende ledelse har ikke kunnet skabe nytænkning i DR. I stedet er i massevis af programmer skåret væk.
Den nuværende ledelse har ikke kunnet skabe nytænkning i DR. I stedet er i massevis af programmer skåret væk, og af de fire voksenkanaler, som jeg personligt har været glad for, og som er de eneste, vi har brugt i vores familie, er de to skåret væk. Tilbage er altså DR1 og DR2. Det føles, som er vi røget 25 år tilbage i tiden, for nedskæringen til to programmer har ikke betydet en øget kvalitet. Masser af genudsendelser og bibeholdelse af diverse indholdstomme programmer er det blevet til. Kan nogen forklare mig, hvad ”Den store bagedyst” og den slags har at gøre med DR’s public service-forpligtelse? Det er min forventning, at et beskåret DR skal koncentrere sine kræfter om at give mig tilbud om at være velorienteret vedrørende samfundsspørgsmål, politik, kultur og så selvfølgelig holde mig opdateret på døgnets nyheder med tilhørende perspektivering.
Problemet er, at kæmpekolossen stadig er der. De faste udgifter til meget dyre bygninger, kæmpelønninger på alle planer, DR Symfoniorkestret, DR Big Band osv. Jeg ved godt, at der er skåret på administrationen, men stadig er det DR’s kerneydelse, der har skullet bære en meget stor del af besparelserne. Og det er altså sket ved, at man sender det, man plejer, bare beskåret til det halve.
Og jeg ved godt, at jeg kan hente DR3 på nettet. Det vil så betyde, at jeg skal købe nyt tv og diverse elektronisk halløj, og så mangler jeg altså stadig kulturkanalen. Jeg ved godt, Mette Bock, at du principielt er modstander af den statsdrevne Danmarks Radio. Nu er det så lykkedes for dig virkelig at forringe den, så jeg som forbruger må se mig om efter andre muligheder. Dem er der ikke mange af, fordi jeg bor på et sted, hvor ingen vil nedgrave kabler. Men jeg går ud fra, at det er en udvikling, du er rigtig glad for, så tillykke med det.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.