Fortsat fuld fart frem for Rodrigo Duterte i Filippinerne?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Rodrigo Duterte vandt præsidentvalget i Filippinerne i 2016 med en klar sejr. Han var en garvet strateg med erfaring fra mange år i især kommunalpolitik, hvor han havde gjort sig bemærket med sin kontante stil i både ord og gerning.

Hans valgkampagne havde klare budskaber med fokus på bl.a. lov og orden, sociale reformer og en forfatningsændring for at skabe en føderal stat og bryde magtkoncentrationen i Manila.

Duterte gik hurtigt i gang med at indfri sine valgløfter, velvidende at han kun havde en embedsperiode på seks år uden mulighed for genvalg. Han skabte fremdrift også på komplekse områder som fredsprocessen med muslimske oprørsgrupper. Han slog på tromme for sine resultater, så det gav genlyd i ind- og udland. Den kritik, der også fulgte med, især i forhold til den blodige krig mod narko, blev konsekvent affejet.

Efter midtvejsvalget i maj 2019 rådede Duterte over et komfortabelt flertal i begge Kongressens kamre.

Duterte har til fulde formået at udnytte sin magtfulde position i et politisk system, der handler mere om personer end om partier. Men kan han holde dampen oppe?

Sejren ved midtvejsvalget gav ikke det forventede skub til arbejdet med forfatningsændringen. Det er et svært valgløfte at indfri, og muligheden kan snart være forpasset. Også på de umiddelbare vindersager er der en fare for at skuffe vælgerne, hvis de ikke kan se tydelige fremskridt, som de selv får gavn af.

Det gælder f.eks. det ambitiøse infrastrukturprogram, og det gælder kampen mod kriminalitet og korruption, hvor der er fanget flere små end store fisk.

Spørgsmålet om at stække de elitære familiers magt er også en balance på en knivsæg. Duterte-familien er selv et politisk dynasti, og Dutertes datter nævnes som et bud på Filippinernes næste præsident. Duterte har ikke kastet sit lod i nogen vægtskål endnu, men den interne positionering blandt hans støtter vil tage til.

Flere af dem kan begynde at distancere sig fra ham bl.a. for ikke at blive associeret med hans Kina-venlige politik, der ikke har folkelig opbakning. De kan heller ikke lukke øjnene for, at krigen mod narko kan få retslige efterspil.

Dertil kommer spørgsmålet om Dutertes helbred, som diskuteres løbende i medierne. Han bliver 75 i år og taler åbent om en række sygdomme uden dog at antyde, at det kan blive nødvendigt for ham at trække sig fra embedet.

Det ville i givet fald give plads til vicepræsidenten, der repræsenterer oppositionen og er en af Dutertes skarpeste kritikere. Sker det, kan filippinsk politik gå i hårdknude.

Duterte gik ud af 2019 med en folkelig opbakning på over 80 pct., en økonomi i vækst og et solidt greb om magten. De fleste filippinere er tilfredse med, at de har fået det, de stemte for – på godt og ondt.

Dutertes kampgejst er usvækket, men han er på vej ind i en svær del af sin embedsperiode, hvor det kan blive vanskeligt at holde tempoet, og hvor mere af det samme ikke nødvendigvis er nok.