Mette Frederiksens nytårstale var dybt skræmmende for mig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Over halvdelen af Mette Frederiksens (MF) nytårstale var absolut og uden nuancer i forhold til børns forskellige behov.

Alle kan bifalde, at børn har brug for tryghed, kærlighed og stabilitet for at blive hele mennesker. Men MF’s socialdemokratiske lighedspolitik, som hun kalder at »bryde mønstret«, handler ikke om at se det enkelte barns evner og forudsætninger. For mig er der forskel på, hvad tryghed og stabilitet for det enkelte barn betyder. Det er ikke nødvendigvis anbringelse eller bortadoption.

Tak til Camilla-Dorthea Bundgaard for en klog og yderst relevant klumme i JP for et par uger siden om, at ”børnenes statsminister” til sin tid må huskes for at være det absolut modsatte. Og til Ahmad Mahmaud, som et par dage efter skrev, at »det handler om penge«. Jeg er enig.

Indberetninger fra pædagoger, lærere, familiemedlemmer etc. bliver ikke behandlet professionelt og omhyggeligt. Frustrerede indberettere står tilbage med afmagt over ikke at ”blive hørt”.

I mere end 20 år har jeg arbejdet med udsatte børn og unge. Bl.a. har unge anbragt på døgninstitution fået det bedre efter fjernelse fra alkoholiserede, voldelige eller krænkende forældre. Men – når de efter tilstrækkelig lang tid havde det godt, havde de brug for at komme hjem på weekend eller ferie. Det kunne jo være, ”ting var ændret”.

MF vil anbringe børn i plejefamilier for at give dem kærlighed etc. Hvem tror, MF vil modtage børn fra muslimske familier? Med risiko for at få eget hjem og familieliv ødelagt.

På en døgninstitution med mødre og børn, hvor jeg arbejdede, mødte jeg en iransk far. Han truede personalet, spyttede den kvindelige forstander i hovedet og ødelagde ting udendørs. Ingen respekt for danske normer endsige kvindelige medarbejdere.

Professionelt har jeg siddet i retten med plejebørn (piger), der er blevet misbrugt af plejefaderen. Er det trygt for et barn, der er anbragt uden for hjemmet?

Hvilken plejefamilie vil modtage et barn med udsigt til tvangsbortadoption? Som plejeforælder skal du være indstillet på at samarbejde med forældrene, men hvis barnet bortadopteres, hvem er det så til?

Mange plejebørn har været trygge og glade og oplevet stabilitet i en god plejefamilie. Men pludselig skal kommunen spare penge, og så anbringes barnet et nyt sted. Er det stabilitet? Og når familien gør sit job godt, nedsættes plejevederlaget, eller familien fyres fra dag til dag. Er det tryghed og stabilitet for barnet?

Og er adoptivfamilier altid gode nok, eller er adoption altid løsningen?

Hvem husker ikke sagen om lægefamilien, Ole og Lise Brems fra Aalborg (1970’erne), hvor adoptivmoderen vanrøgtede børnene og dræbte et eller to. Adoptivfaderen var læge og kunne selv skrive dødsattesten. Jeg kunne nævne flere sager.

MF vil – som i Norge – spare penge på plejeanbringelser ved at lave tvangsbortadoptioner. Undersøg lige, hvor mange sager Norge har ved menneskerettighedsdomstolen. Og i hvor mange, at Norge er blevet underkendt i. Alle sager er endnu ikke afsluttede.

Jeg er ikke i tvivl om, at en anbringelse i barndommen kan trække spor i resten af livet. Men i begge retninger. Dårlige eller for sene plejeforhold kan ofte mislykkes. Det kan betyde, at barnet ender på kontanthjælp eller førtidspension.

Men tidlige og frivillige plejeforhold, hvor forældre og plejeforældre samarbejder, kan lige præcis give børn en varig stabilitet. Og for nogle plejebørns vedkommende ende med adoption. Efter eget valg.

Vil MF virkelig gøre en forskel for udsatte børn, så tilfør faglighed og ressourcer til de sagsbehandlere, der skal varetage den vanskelige opgave. Jeg har oplevet alt for meget udygtig sagsbehandling. Herunder en psykolog, der mødte op hos en mor med sin egen baby i moseskurven.

Hun indstillede senere til socialforvaltningen, at det ville være godt for moderen at få sit barn hjem. Socialforvaltningen fulgte psykologens indstilling. Barnet var hjemgivet i tre-fire dage. Klarede selv at komme ”hjem” til plejeforældrene, men var påvirket af hjemgivelsen i år.

Det handler om tid og faglighed til, at sagsbehandlerne kan inddrage berørte børn og deres forældre.

At der er uddannelse og ressourcer til at gennemføre børnesamtaler, handleplaner og børnefaglige undersøgelser.

At MF sørger for, at de lokale politikere ikke blokerer for de rigtige løsninger af økonomiske årsager.