Vi skal fokusere på at stoppe uligheden
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er på børnenes hold. Ikke kun de hvide børns, men alle børns hold. I Danmark er det desværre børns baggrund, som tit får indflydelse på deres fremtidige muligheder. Det bør og skal vi ændre på. Mulighederne skal være lige for alle. Derfor er jeg på børnenes hold. Jeg er på de hvides hold, på indvandrerbørns hold – kort sagt på alle børns hold. Derfor ærgrer det mig også gevaldigt, at debatten om Socialdemokratiets nye video er kørt fuldstændig af sporet på Twitter. Flere antyder, at Socialdemokratiet er racistisk, når der kun medvirker hvide børn i kampagnevideoen.
Jeg bliver ked af, at debatten handler om hvide børn – for hvad er det for et ord? Alle børn skal have de samme muligheder i Danmark, uanset om man er kristen, muslim, homoseksuel, heteroseksuel eller andre ting. Socialdemokratiet og socialdemokrater er ikke racister, og jeg vil ikke som medlem af partiet stå på mål for at blive kaldt racist.
Mette Frederiksen er alle børns statsminister, og derfor skal vi tage et opgør med uligheden i Danmark. Uligheden, som skabes af børns baggrund – for hvorfor skal alle ikke have de samme muligheder, hvorfor skal børn med en ressourcestærk baggrund have bedre muligheder end børn fra en ikke ressourcestærk familie?
Jeg og resten af Socialdemokratiet kæmper med statsministeren i spidsen for alle børn i Danmark, uanset baggrund. Lad os droppe debatten om hvide børn og i stedet fokusere på, hvordan vi kan stoppe uligheden.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.