Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

En afskaffelse af talentpuljen gør folkeskolen mindre attraktiv, men ikke mere lige

Hvis man virkelig vil være børnenes regering, skal det gælde alle børn – og det får man aldrig, når man bevidst negligerer en gruppe af dem.​

Artiklens øverste billede
Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Da vi i denne avis læste om Pernille Rosenkrantz-Theils beslutning om at skære den forrige regerings pulje på 65 millioner til højtbegavede børn til fordel for »et generelt løft af folkeskolen«, havde vi svært ved at tro vores egne øjne. ​

For hvis der er ét område af folkeskolen, der i den grad har brug for et løft, så er det, når det kommer til børn med særlige forudsætninger, det værende boglige, kunstneriske eller andre talenter. Og et bredt løft gør intet for at løse det problem.

I dag mødes langt størstedelen af højtbegavede børn i folkeskolen med en attitude, der strækker sig fra opgivende, når det er bedst, til jantelovsbetonet nedladenhed, når det er værst. ​

Vi har oplevet begge dele. At have lærere, der lod os være i fred, mens vi arbejdede med vores eget materiale, og lærere, der insisterede på, at vi lavede de samme opgaver igen og var tilfredse med at have nemt ved det.

Det bør derfor ikke overraske nogen, at der er god grund til at tro, at mange højtbegavede er i større risiko for selvmord og depression end deres jævnaldrende.​

Ingen af de to tilgange er tilfredsstillende, når det, vi havde brug for, var at blive mødt og forstået på vores eget niveau. Denne manglende stimulation er en, som mange højtbegavede oplever, og som ofte leder til en frustration, der spreder sig til andre arenaer end den faglige og efterlader dem med en generel følelse af isolation og utilstrækkelighed. ​

At være højtbegavet kan nemlig ofte føles som en forbandelse. Det er i forvejen svært nok at finde nogen i skolegården, der gider at snakke om partikelfysik eller Anden Verdenskrig, så når ens lærere ligeledes kommer til kort, kan man føle sig utroligt alene i verden.

Det bør derfor ikke overraske nogen, at der er god grund til at tro, at mange højtbegavede er i større risiko for selvmord og depression end deres jævnaldrende.

Det skal ikke underkendes, at vi på blot den tid, vi to har været i det danske skolesystem, er blevet markant bedre til at håndtere børn med særlige forudsætninger og deres talenter. I dag er der mulighed for, at for eksempel børn på nogle danske privatskoler kan deltage i nationale talentprogrammer i dansk, matematik og engelsk, og der findes også ordninger, der favner bredere i folkeskolens naturfag. ​

En del højtbegavede børn har også privilegiet at have forældre, der forstår deres situation og kan hjælpe deres lærere med at give den rette udfordring. Problemet er bare, at det til syvende og sidst er afhængigt af faktorer som en dedikeret folkeskolelærer, muligheden for at skifte til privatskoler og opmærksomme forældre.

Det er fordele som disse, talentpuljen kunne have hjulpet med at brede til alle Danmarks talentfulde børn. Derfor er Rosenkrantz-Theils motiv bag at fordele pengene bredt, som tydeligt er slet skjult klassisk socialdemokratisk middelmådighedstænkning, komplet misforstået.

Hvis man ønsker at sikre bredere muligheder, er en målrettet pulje netop vejen frem, da den vil tillade, at alle højtbegavede børn, og ikke kun dem, der er bosat nær særlige skoler eller med ressourcestærke forældre, har gode muligheder for at udleve deres potentiale. ​

Et bredt løft vil blot bevare status quo, og vi vil ikke se en synderlig forbedring for børn med særlige talenter. I stedet falder et ellers glimrende forslag, fordi man ikke vil risikere at virke som nogen, der favoriserer de dygtigste. Endnu en gang slår den danske jantelov altså de højtbegavede i hovedet.

Vi er kommet ud med vores på det relativt tørre båret af henholdsvis en god skole, gode forældre og gode lærere. Vi overlevede det mareridt, som folkeskolen desværre er for en del højtbegavede børn og mistede ikke gejsten for livet og for at lære. ​

Men når vi tænker tilbage på, hvor meget godt sådan en pulje kunne have gjort for os og vores ligesindede, især dem, der ikke var så privilegerede som os, bliver vi harme over, at misforstået socialdemokratisk lighedsfanatisme skal tage de muligheder fra andre. Hvis man virkelig vil være børnenes regering, skal det gælde alle børn – og det får man aldrig, når man bevidst negligerer en gruppe af dem.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.