Den egentlige skandale i Britta Nielsen-sagen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efterhånden som nyhedens interesse for Britta Nielsen-sagen langsomt svækkes, retter blikket sig i højere grad mod de mulige forklaringer på og mod de ansvarlige for, at det kom så vidt. Det har eksempelvis fået tidligere folketingsmedlem for Venstre Eyvind Vesselbo til tasterne i et interessant indlæg i Berlingske. Heri har han en historisk gennemgang af de politiske initiativer, kalamiteterne i satspuljeområdet har afstedkommet herunder i henseende til hans egen rolle som “satspuljeordfører” for Venstre.

Han oplyser (hvad vi godt vidste), at Kammeradvokaten i sin undersøgelse af sagen har konkluderet, at ingen medarbejdere i ministeriet kan stilles til ansvar. Dernæst anfører han – og det er nyt for mig – at Finansministeriet i 2014 lod foretage en undersøgelse af satspuljeområdet, hvor daværende finansminister Bjarne Corydon konkluderede, at satspuljepenge fra de ordninger, der er ophørt, »ikke er blevet tilbageført korrekt til puljen«.

Endelig oplyser Vesselbo, at en tværministeriel arbejdsgruppe i 2015 analyserede administrationen af satspuljen, og at konklusionen blev, at det var svært at følge pengestrømmene i de mange udbetalinger, uden at det ifølge Vesselbo førte til initiativer af nogen art. Vesselbo selv var også optaget af sagen. Han forsøgte angiveligt i årevis forgæves at få svar på, hvor de mange midler i satspuljen forsvandt hen. Han konstaterer lakonisk, at det er problematisk, at “systemet” ikke reagerer på de mange advarsler, som kom, og at svindlen kunne være stoppet mange år tidligere. Jeg er kommet mig over Britta Nielsens forbrydelser. Der er jo forbrydere alle vegne, der udnytter de sprækker og kløfter, der åbner sig for kriminel adfærd. Men jeg er ikke kommet mig over “systemet”. Man har jo vidst, at en ladeport for svage sjæle stod på vid gab. Hvor var de ledende embedsmænd? Hvor var de ansvarlige ministre? Hvor var Vesselbo selv, da han konstaterede, at noget var helt galt? Hvor var medierne?

Fuldt ud bekendte med systemets store indbyggede svagheder, og med betydelig risiko for borgernes surt indbetalte skattemidler, glimrede alle relevante aktører ved deres passivitet. Dette fravær af rettidig omhu er den egentlige skandale.