Statens it-problemer er selvskabte – det begyndte, da man solgte it-kendskabet i Datacentralen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De seneste mange år har budt på en lang række af statslige it-skandaler, som har kostet samfundet enorme summer. Samtidig har vigtige samfundsfunktioner ikke fungeret ordentligt. Skat mangler eksempelvis at inddrive over 100 milliarder – og deres ejendomsvurderingssystem er igen blevet udskudt.

Forklaringen på alle skandalerne er ”it-problemer”. Men it er et værktøj, der anvendes med succes i alle større erhvervsvirksomheder – ellers ville de ikke kunne klare sig på markedet. Sandheden er, at det er dem, der specificerer it-systemerne, der er problemet.

De har måske ikke de rigtige kompetencer, har ikke ressourcer nok – eller arbejdet kan være tilrettelagt forkert.

It-systemer gør præcis det, de bliver bedt om, så nogen må have bedt om noget forkert. Den tilsyneladende uendelige række af kuldsejlede statslige it-projekter er en konsekvens af politiske beslutninger.

I 1959 etableredes Datacentralen af 1959, der skulle udvikle og drive it-systemer for stat, amter og kommuner. Det lykkedes faktisk med tiden at udvikle en række fungerende systemer som f.eks. cpr-registret, motorregistret og ikke mindst kildeskattesystemet.

Men Datacentralen havde en monopolstilling, hvilket gav problemer. Ét af problemerne var, at personalet reelt kunne sætte samfundet i stå, hvis de strejkede. Så lønniveauet på Datacentralen blev med tiden meget højt. Et andet problem var, at Datacentralen kunne tilbyde systemudvikling til meget lave priser – de kunne jo tjene pengene hjem via driften.

Én af konsekvenserne af samarbejdet med Datacentralen var, at statens forskellige forvaltningsgrene ikke selv disponerede over personale med relevant viden om it. Samtidig havde politikerne fået et urealistisk indtryk af omkostningerne ved at udvikle it-systemer.

I starten af 1990’erne var staten blevet træt af afhængigheden og udgifterne, så Datacentralen blev solgt. Nu stod man i den situation, at it-projekterne skulle i udbud, så man selv skulle til at specificere alle sine ønsker – i de mindste detaljer. Man kunne ikke længere klare sig med en snak over bordet, hvor man kunne blive vejledt af it-folk fra Datacentralen.

Men forvaltningerne har tilsyneladende stadig ikke tilstrækkelige ressourcer, men benytter sig ofte af eksterne konsulenter, hvilket er dyrt og ikke optimalt m.h.t. opbygning af viden lokalt. Der er i dag ingen, der har det overordnede politiske ansvar for statens it.

De statslige forvaltninger har efter bedste evne prøvet at udvikle deres egne systemer – med meget skiftende held, men uden nogen form for koordination. Systemerne hænger ikke sammen, og statens digitale infrastruktur er meget sårbar. Regionerne har ansvaret for, at landets hospitaler har valgt forskellige systemer, som ikke kan kommunikere med hinanden.

Hvis man vil undgå, at dette deprimerende mønster fortsætter i det uendelige, skal der udvises politisk mod og handlekraft – og formentlig sluges en del kameler. Der bør etableres et it-ministerium, der skal have det overordnede ansvar for statens it – herunder ikke mindst ansvaret for sikkerheden. Der føres allerede i dag cyberkrige.

I ministeriet burde der oprettes en styrelse bestående af it-fagfolk, der kunne udarbejde fælles retningslinjer for statens it. Man kunne også tænke sig en konsulenttjeneste, der kunne hjælpe forvaltningerne i forbindelse med udbud og lignende, så man kunne begrænse det store forbrug af eksterne konsulenter.

En eventuel kommende it-minister vil få et hårdt og utaknemmeligt job. Dels er der mange opgaver at tage fat på, dels vil der være basis for magtkampe med de øvrige ministerier og med forvaltningerne. Så det har desværre nok lange udsigter at få det politiske system til at gøre noget reelt ved baggrunden for statens it-problemer.