Den praktiserende læge har også et ansvar for at følge patienterne til dørs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

JP beskrev tidligere på ugen to tilfælde, hvor Ringsted Sygehus havde afvist den praktiserende læges henvisning, selvom begge kvinder havde tydelige kliniske tegn på brystkræft og viste sig at have brystkræft.

Som de to tilfælde er gengivet, burde artiklen også have beskæftiget sig med de involverede praktiserende lægers ansvar for ventetidsforlængelsen. Begge kvinder var henvist til et kræftpakkeforløb, således at de havde krav på undersøgelse inden for to uger.

Da sygehuset afviste henvisningerne, blev dette de facto accepteret af de praktiserende læger, som i begge tilfælde tog sin patient ud af kræftpakken (!) og i stedet henviste til en almindelig brystundersøgelse med meget længere ventetid og dermed forringede patientens status i systemet.

Da den ene læge efter fire dage fik mail om, at hans henvisning var afvist, skrev han et resigneret notat i sin journal, hvor han beklagede sig over en manglende begrundelse for afvisningen. Men hvorfor ringede han ikke til den ansvarlige overlæge og bad om begrundelsen, for hvis den pågældende patient ikke skulle ind i en kræftpakke, hvem skulle så?

Hvis overlægen ikke ville tage imod fornuft, kunne den praktiserende læge ringe til afdelingsledelsen eller cheflægen. Hvis dette heller ikke hjalp, kunne han have ringet til regionens ansvarlige, Leif Panduro Jensen, der selv er læge. Meget tankevækkende viser artiklen netop, at en senere sådan aktiv handling fra lægens side satte skub i tingene.

Den anden kvinde havde en stor brysttumor og en forstørret lymfeknude i armhulen. Sygehuset hævder, at hendes læge fik elektronisk meddelelse om, at henvisningen var afvist, fordi den var mangelfuldt udfyldt.

Lægehuset afviser at have modtaget meddelelsen. Da kvinden ikke hørte fra sygehuset, kontaktede hun lægehuset, hvor forespørgsel til sygehuset så afslørede, at henvisningen var blevet afvist. Det må være let at afklare, om den elektroniske kommunikation er gået tabt hos afsender eller hos modtager.

Men artiklen mangler at forklare, hvorfor lægen tog kvinden ud af kræftpakken og i stedet henviste til et almindeligt udredningsforløb, med deraf følgende ventetidsforlængelse. Her kunne en aktiv handling fra lægens side med sikkerhed også have reddet situationen.

I vort sundhedssystem har den praktiserende læge en central rolle som tovholder og krumtap i systemet, men politikerne har en vision om et sundhedssystem, der fungerer automatisk – bl.a. kræftpakkerne er udtryk for dette.

De to sager viser imidlertid, at det kan være skæbnesvangert, hvis lægerne forlader sig på, at systemet automatisk handler korrekt. Derfor er det vigtigt, at den praktiserende læge ”holder en snor i ” de patienter, hvis tilstand kræver det, og ”slår i bordet”, hvor det er påkrævet.

I min tid i hospitalsvæsenet tog vi højde for, at patienter kunne blive tabt ud af systemet og aftalte, at patienterne kontaktede os, hvis det videre planlagte ikke indtraf. Men at patienterne kan blive smidt ud af systemer er noget helt nyt.