Debatten om mangfoldighed mangler forskellighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mangfoldighedsdebatten er kørt af sporet. Debatten om mangfoldighed handler nærmest udelukkende om relative, ligegyldige eksterne identitetsmarkører som køn, hudfarve eller seksuel orientering.

Ingen tvivl om at disse grupper historisk er blevet udsat for forskellige former for diskrimination. Man kan derfor godt retfærdiggøre, at disse grupper i mange år har udgjort spydspidsen i mangfoldighedsdebatten. Men at blive ved med at fokusere på hudfarve, køn og seksualitet – altså alt det, som for de fleste er ligegyldigt for bedømmelsen af det enkelte menneske – giver ingen mening. Det grænser til det komiske at tro, at en gruppe er særlig mangfoldig, hvis den indeholder en sort, nogle kvinder og en homoseksuel eller to.

Mangfoldighed burde i langt højere grad diskuteres med fokus på den reelle forskellighed – nemlig det forhold, at vi alle er unikke individer og meget forskellige, når det gælder indsigt, værdier, tænkemåde, holdninger etc. uanset de eksterne identitetsmarkører.

Oveni den forsimplede forståelse af mangfoldighed er der på det seneste kommet et stadigt mere intenst pres for konformitet skabt af krænkelseskulturer og identitetspolitik. Der er en problematisk og stigende tendens til at udnytte tidligere tiders forskelsbehandling af svage grupper som rambuk i opgør med eksisterende magtstrukturer. Presset fra politisk korrekthed skaber en fornyet konformitet, som er skadelig for den reelle mangfoldighed.

At sproget fremover skal forme den virkelige verden og ikke omvendt, giver ingen mening. Resultatet er en situation, hvor mange er bange for at ytre sig af frygt for at blive fordømt og udskammet af diverse selvbestaltede grupper af moralske vogtere. Dette overdrevne fokus på de ydre forskelligheder og politisk korrekthed gør, at man overser den forskellighed, som betyder noget i fremtiden.

Mangfoldighed handler om langt mere end retfærdighed over for snævre grupper. Behovet for og betydningen af mangfoldighed, forstået som den forskellighed, vi mønstrer som unikke individer, bliver hurtigt og stadig mere udtalt i takt med vores hastige bevægelse væk fra industrisamfundet. I industrisamfundet var vi vant til, at samfundet var mest velfungerende og effektivt ved fokus på standarder, faste procedure og ensretning – altså konformitet og dermed det modsatte af mangfoldighed. Men det holder ikke længere.

Værdiskabelsen har de seneste årtier afgørende flyttet sig væk fra standardproduktion til det nye og unikke. Ideer og innovation er i stigende grad blevet den nye dominerende produktionsfaktor. Det betyder, at den menneskelige evne til idérighed og innovation kommer i førersædet. Nytænkning sker først og fremmest ved, at dedikerede og passionerede mennesker med forskellige indsigter, synspunkter og tanker støder sammen.

Det er disse voldsomme sammenstød, som skaber nye ideer og erkendelser, som er grundlaget for nye banebrydende innovationer. Her handler det om at være åben, kritisk og stå fast.

Den enkelte skal i fremtiden identificere og tage afsæt i sine styrker og potentialer. Vi skal give alle plads til at være sig selv og mulighed for at blomstre. Når hver enkelt af os forfølger vores styrker og forskelligheder – uanset, køn, religiøst tilhørsforhold, hudfarve, seksuel orientering m.v. – så skabes det bedste grundlag for idérighed og innovation.

Det er derfor vigtigt, at vi først og fremmest ser os selv som unikke individer, der sammen med andre er i stand til at skabe nye ting, i stedet for snævre gruppeidentiteter, der skal tages særlig hensyn til.

Debatten om mangfoldighed burde handle om netop dette forhold, og hvis den på den præmis kunne få vind i sejlene, vil den være et væsentligt og betydningsfuldt bidrag for vores tilpasning til det samfund, som er i gang med at erstatte industrisamfundet.