Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kvæl ikke handelsaftalen med Sydamerika i røgen fra Amazonas

Johan MoesgaardEU-chef i Dansk Metal

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

JP beskrev i sidste uge handelsaftalen mellem EU og en række sydamerikanske lande. Aftalen blev forhandlet før sommer, men de mange skovbrande i Brasilien og en spydig retorik fra den brasilianske præsident får nu blandt andet Frankrig til at ønske, at handelsaftalen går op i røg. Men hvad vil det egentlig hjælpe at brænde aftalen med vores handelspartnere af?

Lad os se på aftalen. Den forpligter Brasilien og de andre lande på Paris-aftalen og at stoppe den ulovlige afskovning af Amazonas. Den forpligter også Brasilien på for eksempel miljøkonventioner, som skal stoppe ulovlig handel med vilde dyr og planter, der trues af udryddelse.

Samtidig åbner aftalen massivt op for eksport af danske vindmøller og grøn energiteknologi. Det kan hjælpe Brasilien og andre lande godt på vej med den nødvendige grønne omstilling.

Nogle har spået, at det pludselig vil vælte ind over Europa med f.eks. brasilianske sojabønner, som er dyrket på bekostning af regnskov. Men tolden på sojabønner fra Brasilien er faktisk allerede i dag på 0 pct. og ændres ikke af handelsaftalen. Aftalen er derfor overordnet et skridt i den rigtige retning på klima og miljø – og en måde at føre fornuftigt, grønt diplomati over for vores handelspartnere.

Samtidig kan aftalen skabe masser af arbejdspladser i Danmark. Virksomhederne i EU sparer med aftalen dobbelt så meget i told som aftalerne med Canada og Japan tilsammen. Den danske eksport til landene i Sydamerika kan øges med op mod 30 til 50 pct.

Denne aftale og andre handelsaftaler skaffer altså flere velfærdskroner hjem og kan give mange nye arbejdspladser i industrien. Hvad enten det er arbejdspladser knyttet til vindmøller fra Vestas eller pumper fra Grundfos.

Det er også derfor, at knap 9 ud af 10 tillidsrepræsentanter i Dansk Metal ønsker flere handelsaftaler. Det skaber nemlig arbejdspladser i hele Danmark. En handelsaftale med Sydamerika kan give gevinster på klima, miljø og arbejdspladser– derfor må vi ikke lade den gå op i røg.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.