Cigaretafgifter handler om penge, ikke om unge rygere

Lægeforeningens argumenter for højere cigaretafgifter er tynde. Som det fremgik i mit indlæg nogle dage tidligere, er der ingen evidens for, at højere afgifter vil få færre unge til at starte rygning. Unge rygestartere køber slet ikke cigaretter – de låner dem, stjæler dem eller får dem forærende af ældre søskende og bekendte. Dermed falder kerneargumentet for højere afgifter til jorden. Til gengæld er det kendt viden, at når cigaretpriserne stiger kraftigt, vil det presse flere rygere til at købe medicinalbranchens rygestopprodukter, f.eks. Nicorette og Nicotinell. Højere cigaretafgifter er med andre ord en indirekte erhvervsstøtte til medicinalindustrien.

Lægeforeningen påstår, at høje afgifter har nedsat unges rygning i Norge. Dette ”bevis” hviler på, at der er færre unge rygere og højere afgifter i Norge i forhold til i Danmark. Man glemmer imidlertid, at der også er færre unge rygere i Sverige, hvor cigaretpriserne er identiske med de danske. Det er nemlig ikke afgifter, der nedsætter unges rygning, men derimod snus, som er tilladt og populært i Sverige og Norge, mens det er forbudt i Danmark. Hvis Lægeforeningen vitterligt ønsker færre unge rygere, er vejen frem ikke afgifter, men derimod flere alternative tobaksvarer som f.eks. snus. Gulerod i stedet for pisk. Tobakken – den er kommet for at blive.