En diabetesfri privatskole

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Privatskolerne vil gerne fortælle en historie om, at de har samme vilkår og fungerer lige så godt som folkeskolen, og at de påtager sig de samme opgaver og forpligtelser. Det har altid været usandt, men det er næsten umuligt at få privatskolerne til at indrømme det.

Forleden leverede en privatskole dog selv et bevis: En lille pige med sukkersyge blev afvist fra en børnehaveklasse, selv om der fulgte 22½ ugentlige støttetimer med til at sørge for en god skolegang for hende. 22½ timer er rigtig meget.

Privatskolerne sorterer efter min mening de elever, de vil modtage, så man ender med at have et udsnit af eliten: ingen kronisk syge, få med anden etnisk baggrund, kun elever med lettere behov for specialundervisning, ingen tunge sociale problemer etc. Dertil kommer, at privatskolerne selv kan fastsætte antallet af elever i klasserne. Alt dette og mere til som f.eks. skolepsykologhjælp og adgang til idræts- og svømmefaciliteter bliver betalt af det offentlige suppleret med et beskedent forældrebidrag.

De mere krævende elever overlades til folkeskolen, som heldigvis ikke kan afvise nogen, men som alligevel konstant skal opfylde sparekrav. I min tid som skoleinspektør på Herningsholmskolen i Herning modtog vi flere elever, der havde gået på privatskoler, men som var blevet for krævende. Årsagen var typisk den nødvendige specialundervisning, som privatskolerne altså ikke kunne magte.

Privatskolerne gør ikke, som de siger.