Det frie marked er smukkere end sit rygte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Beskuende står man i tusmørket i Shanghai. Lader blikket langsomt vandre fra den ene spektakulære skyskraber til den næste, mens de fuldt lastede containerskibe i baggrunden forsvinder i en uendelig strøm.

Når skibene forvandles til blot små lysende prikker langt ude i havets uendelige horisont, melder refleksionen sig over, hvorvidt vi i dag virkelig helt grundlæggende værdsætter skønheden i de enorme usynlige markedskræfter, der har frembragt vores moderne verden og økonomiske udvikling.

De kræfter, som har skabt medicinen, der får de ældre til at leve bedre og længere, så de kan smile til deres børnebørn, eller de kommunikationsplatforme, der får nære og kære på den anden side af kloden til at dukke op på skærmen, som var det det mest naturlige i verden. Teknologien, der giver os den ene helt enestående innovation efter den anden.

Andy Warhol brugte som bekendt i årene tilbage under Den Kolde Krig kunst for at vise os alle, at vi virkelig skulle værdsætte selve mekanismerne i markedet. Den ikoniske popkunst påskønnede selve den menneskelige kreativitet og innovationsevne i virksomhederne, som lå bag de produkter, han gjorde ikoniske gennem sine værker og udstillinger.

Men i baggrunden af ikoniseringen hører man jo allerede stemmerne gemt bag de altid så mørke hættetrøjer. Grådighed og egoisme, bliver der råbt. Miljøsvin, bliver der skrevet på banderolerne. Men stemmerne har misforstået, hvad markedet på et mere fundamentalt plan handler om.

Modsat hvad kritikerne påstår, er det frie marked stedet, hvor egoismen holdes i skak. Her kan man ikke tage for sig af retterne uden at have skabt værdi for andre. Ingen bliver rige af at lave medicin, der ikke kurerer patienter, eller smartphones, der ikke er innovative. Virksomheden for kunderne. Bestyrelsen for investorerne. Medarbejderen for ledelsen. Og ja, private for hinanden i den omsiggribende deleøkonomi.

Selv den finansielle sektor, der bag vinduerne i de store, skinnende glasskyskrabere er blevet symbol på grådigheden i egen høje person, har i sin mere rene form en skønhed i sig. Bankernes raison d’etre er grundlæggende at undgå at kaste gode penge efter dårlige projekter.

Når man opfylder det og bliver en succesfuld bank, har man muliggjort, at dygtige private virksomheder med ekstra kapital fra bankerne kan vokse endnu hurtigere og få flere medarbejdere. I sin essens er den finansielle sektor olien på markedets kæde, hvilket giver nye produkter i den virkelige økonomi hurtigere end ellers.

At medicinen til dine nære og kære ikke var udviklet nær så hurtigt uden en stærk finansiel sektor, er sandheden bag skyskrabernes glasvinduer. Det er værd at reflektere over, når man en dag sidder i bilen på vej til hospitalet, hvor en, man har kær, behandles.

De sociale medier skaber også nye markeder og dynamikker. Folk couchsurfer og airbnb’er og lader fremmede bo i hinandens ellers så hellige hjem. Vi lader helt fremmede være gæster i vores egen arvede og smukke, hvide sofa, som vi sådan værdsætter. Simpelthen fordi vi bare inderst inde ved, at det frie marked betyder, vi skal gøre vores ypperste som både værter og gæster, fordi vi rater hinanden.

Markedet holder igen egoismen helt i skak. Derfor elskede kunderne også Uber, fordi de kendte ratingen på deres chauffør, inden han kom, og derfor gjorde han selv sit ypperste for at forbedre køreoplevelsen og dermed sin rating. Alle vinder.

Helt lavpraktisk handler det frie marked om den knaldhamrende dygtige og flinke VVS-mester nede på hjørnet, der efter at have fået 300 gode anmeldelser på Trustpilot har tilladt sig at hæve både sine priser og sin indtjening med 10 pct. Han har gjort sit ypperste, fordi konkurrencen er hård, og han har fortjent sin ekstra indtægt i modsætning til dem, der blot glider med og kræver det ene og andet uden reelt at kunne vise resultater.

Eller vores ældre medborgeres lille, selvstændige hjemmehjælper, der via mund-til-mund-metoden har fået opbygget en lille samling af ældre, som hun er glad for og vice versa. Det betyder, at hendes værdi er steget, ikke til en ågerpris, men til et niveau, hvor markedet giver hende de der ekstra par procent, som gør, at hun kan give de børn, hun sådan holder af, bedre julegaver til næste år.

Det er skønheden i markedet, at lige præcis hun belønnes for sin indsats. Hun er hverken kvalt af en overenskomst, hvor alle skal have det samme, af et stort ineffektivt offentligt bureaukrati, der tror, de kan drive virksomhed, eller af en fagbevægelse, som har lobbyet for, at brancher skal gøres eksklusive og dyre, som vi i Danmark f.eks. har set med taxilicenser og apoteker.

Vi burde ikke være bange for privatiseringer og frie markeder, men bange for det helt modsatte. Det er den manglende konkurrence mod offentlige monopoler og støvede overenskomster, der er reelt er udtryk for den grådighed og kortsigtethed, man beskylder kapitalfondene for. Det offentlige må naturligvis hjertens gerne byde ind på samfundets opgaver, men det skal være på en måde, hvor det frie marked også får muligheden for at gøre det. Ingen skal beskyttes fra også at skulle yde sit ypperste.

Ellers bliver netop de gamle bolsjevikkers tanker om at yde efter evne og nyde efter behov blot til at lave så lidt så muligt og få så meget som muligt, præcis som realiteterne blev i alle de samfund, hvor en ideologi helt uden marked blev ført ud i stor skala. Og det med katastrofale menneskelige konsekvenser, af et samfund uden gnist og innovationskraft. Samfund, hvor man glemte, hvorfor markedet virker bedre end sit rygte.

Og helt ærligt. Lad os nu slippe for det så banale stråmandsargument om, at det frie marked også har sine ulemper. Det er jo slet ikke dét, det handler om. Ingen er uenig i, at markedet skal tøjles, for det skal det helt åbenlyst. Vi må ikke lade det frie marked ødelægge hverken miljø eller forbrugersikkerhed, og vi skal bruge de ressourcer, markedet skaber, til at skabe enorm omsorg for de svageste og et langt bedre sikkerhedsnet for selvsamme.

Vi skal naturligvis udvise en enorm empati for dem, som faktisk fortjener det. Det er på ingen måde et opråb om at beskytte samfundets øverste lag, som har mere end rigeligt, men det handler om, hvordan vi grundlæggende som borgere italesætter selve markedets enorme indvirkning på det fundament, vi alle står på, uanset hvor i samfundet vi er.

At vi erkender den virkelige skønhed og drivkraft, der ligger i det, i stedet for kun at udgyde den ensidige kritik, som tidsånden indbyder til.

Tusmørket bliver efterhånden til mørke i Shanghai. Bygningerne oplyses i neonlys, og hyldesten til, hvad markedet har skabt, er Andy Warhol og hans popkunst værdig. Samfund, der har adopteret frie markeder og frihandel, har mangedoblet deres økonomiske output, halveret den årlige arbejdstid og fordoblet levealderen.

De ting, markedets modstandere taler for at ville i fremtiden, er præcis den retning, markedet i årtier allerede har sat. Det må vi aldrig glemme.