Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Når man kan få 12 i det hele, kan det være svært at sadle om

Regeringen lægger ellers op til et opgør med præstationskulturen ved blandt andet at afskaffe de nationale test i de mindste klasser.

Artiklens øverste billede
Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Mette Frederiksens regering og dens støttepartier vil ifølge det forståelsespapir, de har udarbejdet, tage »livtag med den stigende psykiske sårbarhed« hos børn og unge. De vil desuden udarbejde »en national handlingsplan for mental sundhed«. Det fremgår ikke af papiret, hvad det nærmere skal gå ud på.

Desuden skal præstationskulturen mindskes, og her er papiret lidt mere konkret, idet det angiveligt skal ske ved blandt andet at afskaffe de nationale test i de mindste klasser, give bedre mulighed for senere skolestart og afskaffe vurderingen af uddannelsesparathed i 8. klasse.

Dernæst handler det om at turde slippe kontrol og den mistillid, som kontrol er udtryk for, og vide, at det kan skabe problemer, men tro på, at det løser flere.

I sin bog ”Hvilket velfærdssamfund?” fra februar skriver den nye børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, at vi skal holde op med at individualisere og diagnosticere børns problemer. I stedet skal vi se på, hvordan problemerne afspejler forældrenes problemer, skolen, samfundet og den kultur, vi har skabt, præget af præstation og konkurrence.

Afskaffelse af nationale test i de mindste klasser og alt andet, som man kan træffe beslutning om, ændrer imidlertid ikke i sig selv ved den præstationskultur, som vi har udviklet. Kulturen er blevet en del af os selv. Den udfoldes og kan udfoldes på mangfoldige måder, også uden test, diagnoser og alle mulige andre former for formaliseret kontrol og kategorisering.

Rosenkrantz-Theil er i sin bog tæt på at sige, at det handler om en kulturændring, om et opgør med den ”maskingørelse” af mennesket, som nulfejlskultur, kontrol og kategorisering af både børn og voksne i alle samfundets sektorer indebærer.

Det handler om at genopdage, at mennesket ikke alene er drevet af incitamenter, krav og kontrol, men også af lyst, engagement og oplevelsen af, hvad der er nødvendigt at gøre. At vi ikke alene er forudsigelige og styrbare som maskiner, selv om vores rationalitet i høj grad har maskinlignende træk. At vi også er uforudsigelige og overraskende drevet af fantasier og følelser, som kan være særdeles kontraproduktive, men også er en uundværlig styrke.

Dernæst handler det om at turde slippe kontrol og den mistillid, som kontrol er udtryk for, og vide, at det kan skabe problemer, men tro på, at det løser flere. Kan man forestille sig nogen regering, som tør det? Nogen borgere? Når det billedligt talt er blevet muligt at få 12 i det hele, føles det svært at sadle om og sige, at det ikke længere er vigtigt, medmindre vi står over for et totalt samfundskollaps.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen