Lyt nu til de unges stemmer
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På Folkemødet i juni var temaet som bekendt FN’s verdensmål. Deltagerne havde gode muligheder for at møde engagerede unge, der er optaget af klodens fremtid, og kom med en række konkrete forslag til, hvordan vi som befolkninger ikke bare sætter ambitiøse mål, men også handler på dem og gør vores aktuelle adfærd langt mere miljø- og klimavenlig.
De unge er vores fremtid, men de kan og skal naturligvis ikke løse opgaven alene. Politikerne har ansvaret for at sætte rammer og mål, men lige så vigtigt er det, at vi andre gør en aktiv indsats. Som erhvervsskoler skal vi fortsat levere uddannelser af høj kvalitet og leve op til verdensmål 4. Men verdensmål som 11, 12 og 17 om bæredygtige byer og lokalsamfund, ansvarligt forbrug og produktion og partnerskaber bidrager vi også til.
Mange danske virksomheder er også i fuld gang med grøn omstilling, klimavenlig produktion og at sætte fokus på verdensmålene direkte eller indirekte. Men hvor opmærksomme er de på at se nye medarbejdere som en innovativ ressource i forhold til bæredygtighed? Og hvor mange nævner deres fokus på verdensmål, når de skal rekruttere medarbejdere, elever og lærlinge?
På Folkemødet mødte vi f.eks. Marco, der er tagdækkerlærling og viste sit bud på et grønt og bæredygtigt tag, elektrikerlærlingen Jonathan, som har konstrueret et modelhus med vedvarende energikilder og eux business-eleverne Stine og Sissel, som havde kreative bud på bæredygtige detailvirksomheder.
Når unge som dem skal fortsætte ud i erhvervslivet, forventer de at få lov at bidrage med deres viden, virkelyst og gode idéer. De vil være med til at handle på en grønnere og mere bæredygtig dagsorden. Lad os nu ikke skuffe disse unge mennesker. Vi og I har brug for dem, så de skal møde virksomheder, der er klar til at gribe deres engagement. Lad det blive et rekrutterings- og konkurrenceparameter for fremtidens virksomheder, når de skal tiltrække de unge som medarbejdere.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.