Alvorens time indfinder sig for fiskeriet – en nulkvote for fangst af torsk i Kattegat
Kvoteforhandlingerne i EU bliver utvivlsomt afgørende for, at torsken kommer ovenpå igen.
Den seneste rådgivning fra det internationale havundersøgelsesråd (Ices) for Nordøstatlanten – herunder Nordsøen, Skagerrak og Kattegat – er sørgelig læsning. Ikke mindst for Danmarks nyudnævnte fiskeriminister, Mogens Jensen, der nu står over for en yderst vanskelig, men også tilsvarende vigtig opgave, når han og EU-kollegaerne forhandler fiskekvoter for 2020 i december.
Ices, der hvert år rådgiver fiskeriministrene forud for deres forhandlinger, har således netop fastslået, at torskekvoten i Nordsøen og Skagerrak bør skæres med hele 70 pct. i 2020 sammenlignet med 2019.
Der bør således kun fanges 10.457 tons torsk i området hele næste år, hvis vi vil sikre os, at den hårdt pressede, populære fisk ikke bukker under.
For Kattegat er rådgivningen endnu mere skarp. Forskerne anbefaler en nulkvote for fangst af torsk i området, hvilken reelt betyder en nedlukning af trawlfiskeri efter jomfruhummer i Kattegat, som fanger torsk som såkaldt bifangst.
EU’s fiskeriministre har fået et wakeupcall, og vi opfordrer Mogens Jensen og hans EU-kollegaer til at smøge ærmerne gevaldigt op og blive en del af løsningen i stedet for en del af problemet.
Eneste alternativ for at fortsætte jomfruhummerfiskeriet vil være, at fartøjerne opgraderer deres fangstredskaber til at være mere selektive for at undgå bifangsten, og at der installeres kameraer om bord for at sikre, at der ikke forekommer ulovligt udsmid af fisk.
Kvoteforhandlingerne bliver utvivlsomt afgørende for, at torsken kommer ovenpå igen. Samtidig er forhandlingerne også en stor chance for Mogens Jensen og kollegaerne for endelig at få rettet op på en skude, der i alt for mange år har sat kortsigtede økonomiske interesser for de få over fødevaresikkerhed, naturbeskyttelse og beskyttelse af fiskerierne og kystsamfundene på længere sigt.
Der er en deadline, de skal nå. Om kun seks måneder skal fiskeriministrene ifølge den fælles fiskeripolitik nemlig sikre, at alle fiskebestande i EU-farvande fiskes på bæredygtige niveauer. Lad os håbe, at den svære melding om torskekvoten for Nordsøen, Skagerrak og Kattegat endelig får fiskeriministrene til at lytte til forskernes råd.
Det skulle de naturligvis have gjort for år tilbage, og behovet for drastisk nedskæring af torskekvoten er utvivlsomt en katastrofe for mange fiskere. Det er imidlertid også en politisk katastrofe. Hvorfor? Fordi det helt kunne have været undgået, hvis fiskeriministrene havde lyttet til forskerne for længe siden.
Der er ingen gyldige argumenter for ikke at stoppe overfiskeriet, og der er mange fordele ved at gøre det. Helt åbenlyst vil det sikre, at kommende generationer kan spise fisk fremover, og bidrage til, at vore havområder som sådan er sunde. Og sunde havområder er faktisk en afgørende brik i et større spil.
Havene genererer mere end halvdelen af den ilt, vi indånder, og de er med til at regulere det globale klima. Faktisk optager de omkring en tredjedel af det kulstof, vi mennesker udleder, og opsuger 90 pct. af den ekstra varme fra den globale opvarmning. Vi har brug for sunde havområder, for de er en af vore tætteste allierede i kampen mod klimakrisen.
Netop nu går vores børn på gaderne for at råbe de voksne op og få politikerne til at tage ansvar for klimakrisen og biodiversitetskrisen.
Samtidig ignorerer EU’s ministre en del af fundamentet for en sund klode – vore havområder.
Danmark har nu en ny regering, som har lovet at skride til ambitiøs handling for at stoppe klimakrisen og sikre en blomstrende natur. At stoppe overfiskeriet er en vigtig del af løsning.
EU’s fiskeriministre har fået et wakeupcall, og vi opfordrer Mogens Jensen og hans EU-kollegaer til at smøge ærmerne gevaldigt op og blive en del af løsningen i stedet for en del af problemet.
Lad os sammen ændre på en trist historie. Det kan lade sig gøre, men det skal være nu.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter