Dannebrog er alles, når det er ingens

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse dage fejrer vi Dannebrog. Og hvor andre landes flag er synonymt med stat og magt, kan vi danskere glæde os over et flag, der for alvor er folkets. Fra kolonihaven til landskampene; fra juletræet til fødselsdagen – overalt er Dannebrog med os som et naturligt, folkeligt samlingspunkt. Derfor er det bekymrende, at JP kan beskrive en egentlig dannebrogsskepsis blandt de unge. Bekymrende, ja. Men ikke overraskende.

Igennem årtier er Dannebrog gået fra at være folkets flag til at blive et politisk stridspunkt. For en venstrefløj, der længe har sat lighedstegn mellem det nationale og nationalismen, er flaget blevet brugt som politisk symbol for det onde, indadvendte og selvtilstrækkelige. Det begyndte med, at man afstod fra at bruge flaget ved politiske møder. Men hurtigt tog agitationen til, og man angreb direkte flaget for at indeholde politiske konnotationer.

Da jeg voksede op i 1980’erne, var tæppet bag Folketingets talerstol prydet af dannebrogsfarver. Men da jeg selv i 2005 blev medlem af Folketinget, var bagtæppet ændret til et kønsløst tæppe i sorte og mørkeblå nuancer. De røde og hvide farver var ikke længere stuerene. Og når først en tradition er forsvundet, bliver forsøget på at genindføre den til politik. Derfor afstedkom det en ophedet debat, da Folketingets Præsidium i 2017 besluttede at genindføre Dannebrog i folketingssalen.

Venstrefløjen beskrev det som »et værdibaseret flag, (…) der skal ned igen hurtigst muligt. Ikke fordi vi har noget imod Dannebrog, men fordi det er et indlæg i den politiske debat om, hvem der er mest nationale. Det er ganske utidigt«.

Hvad Enhedslistens ordfører imidlertid overså, var, at det selvsagt var ham, der ved at gøre spørgsmålet politisk, politiserede Dannebrog. Og dermed rev han flaget ud af dets 800 års upolitiske folkelighed. Han gjorde det til en politisk sag. Og det har han desværre ikke været ene om. Det seneste årti er der blandt venstreorienterede og kulturradikale opstået en sand modebevægelse i at lægge afstand til Dannebrog.

Forfatter Henrik Marstal skrev i Politiken, at Dannebrog simpelthen ikke er stuerent, »fordi det tjener den funktion at ekskludere en lang række borgere, som ikke passer ind i de gældende politiske opfattelser af, hvad ”det danske” indbefatter. Med andre ord et symbol, der et knyttet til en indre krig mod visse befolkningsgrupper i nationen Danmark, og som blot er del af et større billede«. I dag er Marstal som bekendt kandidat for Alternativet.

Det paradoksale er naturligvis, at Dannebrog først bliver til dette ”symbol”, når folk som Henrik Marstal gør det til det. Derved vender han sig imod den tradition for brugen af Dannebrog, der ellers kan spores tilbage til folkestyrets indførelse og har bragt folkets fane igennem alverdens voldsomme politiske debatter og kampe helt frem til i dag. I stedet for den slags platheder burde han og Enhedslisten selv flage med Dannebrog – overalt og hele tiden.

Stauning bar som bekendt altid Dannebrog i sit revers og så intet modsætningsforhold til de røde faner. Men Stauning er for længst død og borte. Og i dag er trenden den modsatte i de internationalistiske, mondæne kredse. Derfor satte Margrethe Vestager som radikal leder modsætningstegn mellem Dannebrog og mangfoldighed, og DSU’s tidligere formand Camilla Schwalbe erklærede sig »bange for at blive opfattet som nationalist« ved brugen af sit flag.

Venstrefløjens symbolkrigere har således gjort en dyd ud af ikke bare ikke at bruge Dannebrog, men derimod aktivt at bruge det politisk. Og netop derved er det dem, der gør flaget til politik. De glemmer, at Dannebrog først kan være alles, når det er ingens. De har skabt en politisk fortælling, der nu for alvor sætter sit præg på ungdommen. De bærer dermed ansvaret for, at endnu et af de nationale ankre, der kan bringe os som folk igennem en globaliseret og usikker fremtid, er blevet svækket. At vi som folk står svagere.

Griber de ikke i egen barm, vil denne weekends folkefest derfor med overvejende sandsynlighed være den sidste 100-årsmarkering for vort gamle flag. Skal det undgås, kræver det, at vi alle på tværs af politiske partier fastholder den kære pligt at bruge og hylde Dannebrog for netop derved at vise, at det ikke er politik.

Jeg vil glæde mig over 1. maj-møder med Dannebrog på stribe, selv om jeg ofte finder disse møder både animerede og svulstige. Jeg vil begejstres over at se kulturradikale og enhver, jeg er uenig med, synge til flagets hyldest, og at vi i fællesskab kan samles på tværs af uenigheder netop om dette folkets flag.

Ikke bare et symbol, men en håndgribelig og virkelig ting, der tilhører os alle. Hvis vel at mærke vi vil det.