Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Kravene om minimumsnormeringer er populistiske – men bare fra venstrefløjen

Der er en del problemer, som ikke bare kan løses med minimumsnormeringer. Der skal andet i spil.

Artiklens øverste billede
Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Populisme er et begreb, som for det meste bruges nedsættende om højreorienterede partier eller bevægelser. Men det er en upræcis fortolkning.

For det første er venstrepopulisme også et etableret begreb, og kigger man på debatten minimumsnormeringer i daginstitutionerne, kan man stille spørgsmålet, om ikke også de krav og de partier, der har grebet dem, er endt i noget, der ligner populisme.

Slår man populisme op i Den Store Danske (på nettet), står der indledningsvist: »populisme, begreb, der knytter sig til en bred vifte af handlingsorienterede, folkelige politiske protestbevægelser.« Det anføres desuden også, at »ofte har betegnelsen populisme været anvendt med nedsættende betydning (demagogi, leflen for øjeblikkets stemninger o.l.)«.

Når det handler om at formulere slagord og letforståelige krav, lyder minimumsnormeringer bare meget bedre. Vi gider ikke høre om alle nuancerne og dilemmaerne. Vi vil have en enkel løsning her og nu.

Er det ikke, hvad der er sket i valgkampens debatter om normeringer? Kravet om minimumsnormeringer er en unuanceret tilgang til en i øvrigt relevant problemstilling.

Det hele blev sat i gang af TV 2’s dokumentar om daginstitutionerne bag facaden. Den har jeg et meget ambivalent forhold til. Jeg er gift med en pædagog, hvis umiddelbare reaktion på klippene, som gik i hjertet på de fleste, var, at det ikke var godt pædagogisk arbejde. De kunne sagtens have håndteret situationerne bedre og mere kompetent.

Så hvad er det, TV 2 har afsløret? At der i en københavnsk daginstitution er nogle mindre kompetente medarbejdere? Wauw for en afsløring.

På den anden side er jeg ikke i tvivl om, at normeringerne på daginstitutionerne er en rigtig og relevant problemstilling. Det kunne man se i en dokumentar på DR tidligere i år.

Her fulgte man også arbejdet i nogle daginstitutioner, og dokumentaren afdækkede, at selv om pædagogerne var kompetente og gjorde deres arbejde bedst muligt, så var de belastet af for få ressourcer til at løse opgaven. Den dokumentar satte præcist fokus på problemerne.

Så ja, der er rigtig meget, der tyder på, at der er brug for flere hænder i daginstitutionerne. Spørgsmålet er, om problemet er så enkelt, at det løses med minimumsnormeringer. Snakker man med pædagoger, gemmer der sig en række andre problemer.

F.eks. at der er skåret ned på støttetimer, når en institution har børn, der er mere ressourcekrævende end andre – f.eks. tosprogede. Eller at bureaukratiet med f.eks. dokumentationskrav og specifikke krav – som f.eks. læreplaner – er betydeligt.

Jeg har kendskab til en institution med 10-12 medarbejdere, hvor lederen meget sjældent var en del af hverdagen på grund af et hav af møder, kurser, efteruddannelse etc. Men lederen indgik i normeringen. Det forekommer at være en tung bureaukratisk byrde for en organisation af den størrelse.

I stedet kunne man udstyre lederen med en helt enkelt opgave: Sørg for, at institutionen fungerer godt, at børnene trives, og at forældrene er glade for at aflevere deres børn. Den opgave løses bedst ved at være til stede.

Og samtidig kan man vise pædagogerne så meget tillid, at man ikke behøver at fortælle dem, hvordan de skal passe børn og samtidig sikre udvikling og indlæring. De er faktisk uddannet til lige netop det, så mon ikke godt, de kan finde ud af det af sig selv.

En lov om minimumsnormeringer løser ikke nogen af disse ting – tværtimod risikerer man måske, at kommunerne blot ansætter det, de skal, mens der måske er mere brug for at opruste på støttetimer.

Det kan også være, at man på grund af manglen på pædagoger kan få brug for at søge at friste nogle af de pædagoger, der er gået på efterløn eller pension, til at tage nogle timer f.eks. morgen eller aften, så det faste personale er mere til stede på de tidspunkter, hvor de fleste børn er der. Men så er det måske beløbsgrænserne for modregning af pensionen, der skal pilles ved i stedet for minimums-normeringer.

Når det handler om at formulere slagord og letforståelige krav, lyder minimumsnormeringer bare meget bedre. Vi gider ikke høre om alle nuancerne og dilemmaerne. Vi vil have en enkel løsning her og nu – også selv om det er en noget mere kompleks problemstilling.

I min verden er det opskriften på populisme.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen