Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Humanistiske ideologier og konventioner er på gyngede grund

Mange vil spørge sig selv, om det nu er for sent at begrænse muslimsk indflydelse i det danske samfund.

Artiklens øverste billede
Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Morten Østergaards strategi om at gøre Radikale Venstre til Danmarks ghettoparti har været succesfuld. Godt hjulpet af Rasmus Paludan har han fået muslimerne ud til stemmeboksene og viser nu, hvor stor indflydelse den muslimske subkultur kan manifestere. Skiftet fra højre til venstre i dansk politik har med andre ord også sin rod i samfundets etniske problemstillinger.

Mange vil spørge sig selv, om det nu er for sent at begrænse muslimsk indflydelse i det danske samfund. Befolkningstilvæksten i Danmark bæres i dag bl.a. af herboende muslimers børnefødsler. Statistikken om Danmarks etniske befolkningssammensætning vil snart igen give medvind til Rasmus Paludan og Pernille Vermund.

Repatrierende familier med en god sum penge kan muligvis bidrage med kulturelle nybrud og styrke oplysningsniveauet i hjemlandene. Betydningen af dette kan næppe undervurderes i forhold til fremtidens internationale samspil.

Humanistiske konventioner og ideologier, som fremmer udvikling af etniske blandingssamfund, er på gyngende grund, fordi alle historiske erfaringer peger på, at det dna, som koder territoriums- og flokdannelse hos homo sapiens, kun tåler beskeden etnisk opblanding – ganske særligt, når der opstår ressourcebekymringer på fællesterritoriet. 

Med udsigt til klimatisk betingede ressourcebrist forårsaget af menneskets manglende formerings- og forbrugsmæssige mådehold må der inden længe forventes øgede etniske spændinger i samfund med markante subkulturelle etniske flok- og territoriedannelser. 

Vi behøver ikke at gå langt tilbage i historien for at finde etniske udrensninger. Det skete i 1930’ernes Europa eller 1990’ernes Balkan. Såvel Afrika som Mellemøsten fremviser skræmmende nutidige flokdannelser, som søger at fortrænge hinanden nådesløst pga. overbefolkning og ressourcebrist. 

Religioner har i et biologisk perspektiv samme floksamlende funktion som ideologier og hårfarve. Når spændinger flokke imellem er overkommelige i velstandstider, skyldes det først og fremmest dna’et for ”konfliktskyhed” og en vis kønslig nysgerrighed.

Milliardinvesteringer i ghettosaneringer svarende til op imod 3 mio. kr. pr. ghettofamilie vil næppe løse problemet, fordi alt tyder på, at det er dna-informationer, der bærer menneskets flokdannelsesmønstre og dermed også de problematiske ghettodannelser. 

Den humanistiske, biologiske og realistiske løsningsmodel, som kunne dæmpe de etniske modsætningsforhold, der spejles af såvel Morten Østergaard som Rasmus Paludan, må være at bruge ”ghettomilliarderne” på repatriering af mellemøstlige familier og dermed mindske antallet af muslimer i Danmarks ghettoer. 

Tosprogede, mellemøstlige flokdannelser har generelt tætte relationer til hjemlandet og burde kunne fristes til at lade sig repatriere for et passende beløb. Prisen vil naturligvis være, at den repatrierede familie samles og afgiver dna-print, så familiens medlemmer ikke i fremtiden kan vende tilbage som andet end gæster eller turister.

3 mio. kr. pr. familie er ikke uoverkommeligt samfundsøkonomisk. Mange vil påpege, at der er stor forskel på, om ghettomilliarderne bliver recirkuleret i samfundsøkonomien eller ryger ud af landet.

Her skal man forstå, at de repatrierede familier i mange tilfælde har bidraget negativt til dansk handelsbalance. Producerer den repatrierede familie færre bytteværdier til eksportmarkedet, end den forbruger i ”importbelastning”, kan familien hurtigt koste samfundet 3 mio. Så den slags økonomiske bekymringer synes ikke relevante.

Klimabetinget nød bliver kun værre og værre og dermed også udsigten til etniske konfrontationer. Repatrierende familier med en god sum penge kan muligvis bidrage med kulturelle nybrud og styrke oplysningsniveauet i hjemlandene. Betydningen af dette kan næppe undervurderes i forhold til fremtidens internationale samspil. 

»Vi skal besøge hinanden og handle med hinanden, men ikke bo sammen,« bør måske være verdenssamfundets globale og etniske samspilsparole. 

Jøderne havde i 1930’erne intet land at repatriere til i tide. Derfor kan ”repatrieringsmantraet” være: »Rejs hjem i tide, før vore flokdannelser begynder at slå hinanden ihjel.«

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.