Staten skal konkurrere Nets ud af markedet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvad er grunden til, at de borgerlige partier forsvarer et monopol som Nets’ ret til at høste milliarder på – ja, at være et monopol? Hvorfor gør resten af erhvervslivet ikke vrøvl over den absurde favorisering af markedsvilkårene, som monopoler som Nets har? Det er da latterligt let at have kunder, når de nærmest er tvangsindlagte, og kun kan tabe ved at ophøre som kunder.
Kræver det dyrebar specialekspertise fra kostbare direktører og forkælet personale at få en sådan erhvervskonstruktion til at give fedt overskud, og en eksorbitant salgsværdi? Findes der et bedre salgspotentiale end tvangskunder, og et utal af muligheder for at ”plyndre dem” i alskens gebyrer og afgifter?
Skulle det være en bedrift, der er milliarder værd i specielle ”bonusordninger”, der kunne ligne insiderhandel til forveksling? Hvorfor fastholder både politikere og erhvervsliv f.eks. Nets’ monopol, når nogen forsøger at stoppe de absurde selvforgyldninger, på omverdenens bekostning? Lugter det ikke af egeninteresser?
Sådan: Hvis vi stopper Nets, retter man nok sidenhen skytset mod vores egne lækre, lukrative ordninger?
Det er ikke uden grund, at cheferne i Nets og bankerne beskyldes for at være banditter i habitter. Eller, at det, der foregår, kaldes røveri, eller organiseret selskabstømning. Jeg er personligt rasende over at føle mig indfanget til at være med til at forgylde den slags tilsyneladende samvittighedsløse, samfundsskadelige banditter.
Jeg mener bare ikke, midlet er indgreb mod bonusordningers eller lønningers højde: Man skal naturligvis gribe om ondets rod: Private monopoler. De er finansmæssigt og moralsk hul i hovedet og burde ikke findes. De eneste, der bør have monopol på uundværlige leverancer til befolkningen, er staten.
Derfor bør et indgreb være, at staten hellere i går end i dag starter en konkurrerende virksomhed med favorable vilkår for samtlige de ydelser, Nets leverer, så vi muligvis kan se Nets lukke hurtigt. Det bliver det rene juleaften med lys i vinduerne og vin i springvandene at slippe af med Nets.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.