Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Unge skal selv ind i kampen for klimaet

Klimakampen begynder i høj grad med os selv: Hvad gør jeg selv anderledes i min dagligdag for at mindske påvirkning af klimaet?

Artiklens øverste billede
Tundåser, telte, fladmaste cigaretpakker, soveposer, knækkede teltstænger m.m. – omkring 130.000 havde været til Roskilde Festival. Arkivfoto: Anthon Unger

Jeg synes, det er dejligt, at den unge generation er så meget optaget af at beskytte vores klima. De har åbenbart indset, at situationen er alvorlig, og at det bliver dem, der kommer til at leve med konsekvenserne af det ændrede klima.

De unges fokus på klimaproblemerne har tilsyneladende også fået nogle fra den voksne generation til at vågne op og indse, at der må gøres noget. Det er da dejligt, men underligt, at det først er nu, at mange vågner op.

Men desværre er det mit indtryk, at det, de unge råber om, primært er, at nogen skal gøre noget, underforstået: nogle andre end dem selv.

Det handler jo i bund og grund om at begrænse vores galoperende ressourceforbrug. Hvis det lykkes, har vi gjort, hvad vi kunne, for ikke at påvirke klimaet i en forkert retning.

Jeg savner i den grad nogle unge, som står frem og fortæller, ikke hvad andre skal gøre, men i stedet hvordan de selv har ændret adfærd for at mindske påvirkningen af klimaet:

• Jeg savner nogle, som siger, at de højst tager bad én gang om dagen, og at de højst står under den varme bruser i to minutter i stedet for de 15-20 minutter, som mange efter min mening bruger. På to minutter kan de sagtens nå at blive rene.

• Jeg savner nogle, der siger, de tager det samme tøj på mere end én dag, og således sparer vask. Ofte er tøjet helt rent efter en dags brug og kan sagtens anvendes igen dagen efter. Det kræver selvfølgelig, at tøjet lægges på plads og ikke blot smides i vaskekurven, som for de fleste er langt nemmere.

Jeg savner nogle, der sørger for at få deres ting med sig fra en festival, når den er slut, og ikke blot lader deres medbragte ejendele ligge og flyde for at skulle købe nyt til næste festival og lade andre om oprydningen.

• Jeg savner nogle, der undsiger moden, ikke konstant køber nyt, og som går i tøj, der intet fejler, men måske ikke er seneste mode. Der er således mindre behov for at producere nyt.

• Jeg savner nogle, som protesterer, når vi i december og 10 graders varme udenfor starter med at fryse vand ned til skøjtebaner i vore store byer. Det er i den grad frås med energi.

• Jeg savner … ja, listen er lang, og jeg kunne blive ved længe endnu.

Det er let at bede politikere, virksomheder, landbrug m.m. om at gøre noget ved klimaet. Det skal de også, men det starter i høj grad med os selv: Hvad gør jeg selv anderledes i min dagligdag for at mindske påvirkning af klimaet?

I øvrigt tror jeg mange, inkl. mig selv, er trætte af at høre om klimaet og CO2. Det handler jo i bund og grund om at begrænse vores galoperende ressourceforbrug. Hvis det lykkes, har vi gjort, hvad vi kunne, for ikke at påvirke klimaet i en forkert retning.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen