Nye blomsterenge til insekter og fugle
Danmarks landbrugsareal udgjorde i 1960 ca. 3,1 mio. ha svarende til ca. 73 pct. af Danmarks areal. I dag udgør landbrugsarealet ca. 2,6 mio. ha svarende til ca. 62 pct af Danmarks areal (under plov ca. 56 pct). Landbruget har altså i perioden afgivet ca. 0,5 mio. ha eller ca. 11 pct. af Danmarks areal til bebyggelse, veje og industri. Dette har naturligvis påvirket biodiversiteten i Danmark negativt.
Mit forslag for at hjælpe på problemet er, at Folketinget vedtager, at 10 pct. af alle parcelhusgrunde, arealer omkring højhuse, parker i byerne og vej rabatter m.v. bliver pålagt en pligt til at tilså nævnte arealer med en blomsterengblanding af hensyn til insekter og fugle m.v. Dette vil uden tvivl have en meget gunstig virkning på biodiversiteten i Danmark og give alle de berørte mennesker en god følelse af at medvirke til, at vores små skabninger får det meget bedre. Loven skal naturligvis som i landbruget følges op med kontrol og sanktioner mod dem, der ikke overholder reglerne. Sanktionen kunne f.eks. være en fordobling af ejendomsskatten eller lignende.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter