Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Man kan ikke se enden på socialdemokratiernes krise

Det er svært at se, hvordan det europæiske socialdemokrati vil genopstå som folkeparti ved EU-valget eller i den nærmere fremtid. De fleste socialdemokratiske partier i Europa har ikke fundet en løsning på krisen.

Artiklens øverste billede
Der savnes den rigtige formel for at mobilisere de traditionelle tropper, arbejdervælgere og vælgere med lave indkomster. Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Valget til Europa-Parlamentet kan blive endnu en manifestation af det europæiske socialdemokratis krise. Tværnationale målinger viser en samlet stemmeandel for de socialdemokratiske partier i EU på omkring 20 pct. – et historisk lavpunkt siden Europa-Parlamentet begyndte at blive valgt direkte. Socialdemokratiets krise begyndte med den såkaldte tredje vej omkring årtusindskiftet i mange lande, hvor økonomisk deregulering blev kombineret med liberal værdipolitik, inspireret af det britiske New Labour og dets imponerende valgsejr anno 1997. Selv om de økonomiske effekter af tredje vej-politikker ofte var positive og skabte vækst, medførte den tredje vej en vælgerflugt til konkurrenter til højre og venstre og et fragmenteret partisystem i mange lande. Socialdemokratiet var således ikke længere et folkeparti, der kunne mønstre 35 til 40 pct. af stemmerne i lande såsom Danmark, England, Holland og Tyskland, men skrumpede ofte sammen til omkring 25 pct., efter at i særdeleshed arbejdervælgere havde forladt socialdemokratiet.

De seneste år har mange socialdemokratiske partier tabt endnu flere vælgere og ikke fundet en ny opskrift for at reetablere deres status som folkeparti de fleste steder. Ved de sidste parlamentsvalg blev de franske og hollandske partier fuldstændigt marginaliseret, og selv i Sverige er socialdemokratiets hegemoni fortid. Valget til Europa-Parlamentet vil sandsynligvis ikke markere et brud med denne udvikling. Det skyldes, at de dominerende emner under valgkampen – asyl/indvandring, grænsesikring, klima, miljø og europæisk integration – konfronterer de socialdemokratiske partier med strategiske og vælgermæssige dilemmaer. Med andre ord savnes der den rigtige formel for at mobilisere de traditionelle tropper, arbejdervælgere og vælgere med lave indkomster, og at vinde nye vælgergrupper såsom unge vælgere og den fremvoksende urbane middelklasse, når sådanne emner præger valgkampen i EU.

Socialdemokratiets krise begyndte med den såkaldte tredje vej omkring årtusindskiftet i mange lande, hvor økonomisk deregulering blev kombineret med liberal værdipolitik.

Angående asyl og indvandring kan det danske socialdemokrati siden Nyrup-tiden fortælle, hvordan en velment liberal indvandringspolitik fik emnerne asyl og indvandring på den politiske dagsorden. Den efterfølgende vælgerflugt til højrefløjen kunne aldrig kompenseres med gevinster fra andre vælgersegmenter. Således har indvandringsdebatten bidraget til at skifte magtbalancen i Danmark til fordel for blå blok, da fire af de seneste fem regeringer var borgerlige – enestående siden Anden Verdenskrig. Sådanne udviklinger kan nu registreres i mange andre europæiske lande siden asylkrisen 2015 udløst af Angela Merkels grænseåbning, hvor socialdemokratiske regeringspartier og EU-eliten fulgte deres humanistiske idealer i indvandringspolitik uden at gennemtænke de langsigtede konsekvenser af yderlig masseindvandring fra ikkevestlige lande og befolkningens reaktion derpå. Et blik mod Sverige er nok for at se, hvordan de åbne grænsers politik kan overbelaste statens kapaciteter, mens befolkningen beroliges med narrativer om indvandringens formentlige gevinster. Den tidligere socialdemokratiske finanssenator fra Berlin og indvandringskritiker Thilo Sarrazin (SPD) opfandt for nyligt begrebet ”utopisk ignorance” for at beskrive, hvordan regeringer er fanget i deres narrativer uden at iagttage konsekvenserne af deres idealistisk motiveret politik og kernevælgernes præferencer – især på asylområdet, hvor det rammer socialdemokratiet mest.

Til sammenligning virker det danske socialdemokrati, efter diverse valgnederlag, som et af de få partier, der har fundet en løsning herpå. S har nu adapteret en stram, troværdig kurs, der belønnes med relativt stabil tilslutning på 25-28 pct. de seneste år. Hos andre søsterpartier vil man ved EU-valget endnu engang opleve, hvordan en liberal og humanistisk kurs på asylområdet ikke belønnes, da traditionelle vælgere flygter til populister og nationalkonservative partier, mens den urbane og liberale middelklasse finder sine positioner bedre og mere troværdigt repræsenteret hos grønne og socialliberale partier.

Et lignende dilemma udgør klimadebatten udløst af den svenske teenager Greta Thunbergs skolestrejke. Her kræver grønne partier og radikale aktivister radikale politikker for at reducere CO2 -udslip, og socialdemokratiet vil gerne følge med tidsånden og har tilsluttet sig mange af de tilsvarende miljøpolitiske krav. Det har man dog igen gjort uden at gennemtænke de langsigtede økonomiske effekter og finansielle omkostninger for befolkningen. Til trods for bifald fra miljøaktivisterne risikerer ambitiøse socialdemokrater at afskrække vælgere med lave indkomster, der ikke har råd til at betale for elbiler, CO2-afgifter eller miljøskatter. Det samme gælder de industriarbejdere, som er ved at tabe deres eksistens på grund af den klimapolitiske deindustrialisering. Donald Trumps pæne resultater i USA’s Rust Belt, Frankrigs gule veste og SPD’s nedtur i de nu tidligere kulregioner, som ellers var partiets højborge, er illustrative eksempler for dette vælgerskred, som EU-valget vil videreføre.

Således kunne det være fristende for det europæiske socialdemokrati at rette blikket mod Storbritannien. Her fik det britiske arbejderparti Labour et overraskende comeback med et meget radikalt venstreorienteret platform under den neomarxistiske leder Jeremy Corbyn, der kunne begejstre mange radikale unge vælgere. Her glemmer man dog, at det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse gør det muligt for Labour at sammenholde en mere heterogen vælgerskare, da andre konkurrenter på venstrefløjen marginaliseres i de fleste valgkredse, og hverken arbejdervælgere eller den urbane middelklasse har mange andre alternativer til sofaen.

Det tyske SPD, som frygter et katastrofalt EU-valg, illustrerer legen med Corbyn-agtige idéer under andre forhold. Efter at partiet blev overhalet af De Grønne og Alternativ for Tyskland i målingerne, opstod en intern debat om den rigtige kurs. Formanden for partiets ungdomsorganisation, Kevin Kühnert, krævede som hans bidrag nationaliseringen af bilproducenten BMW og ekspropriationer af større private boligselskaber. Som konsekvens advarede formændene for samarbejdsudvalg hos de store bilproducenter BMW og Mercedes offentligt mod at stemme på SPD – større kan distancen mellem socialdemokratiet og deres kernevælgere ikke blive.

Alt i alt er det svært at se, hvordan det europæiske socialdemokrati vil genopstå som folkeparti ved EU-valget eller i den nærmere fremtid. Vist findes der lande såsom Spanien eller Finland, hvor der lykkedes et lille comeback ved valgene for nylig, eller Danmark, hvor Socialdemokratiet har udsigt til en større sejr, men ellers har de fleste socialdemokratiske partier ikke fundet på en løsning på krisen og afbalancere de forskellige målgruppers holdninger i centrale spørgsmål.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen