Fortsæt til indhold
Debatindlæg

EU-skat på amerikanske tech-virksomheder?

Bent Skovlund Adriansenselvstændig, cand.negot., Svendborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man tager en test for at finde ud af, hvem man skal stemme på til europaparlamentsvalget, får man i flere test spørgsmålet, hvor vidt EU bør beskatte store amerikanske tech-virksomheder som Google, Apple og Facebook, der alle har en god del af deres indtjening i EU. Disse store virksomheder tjener milliarder af dollars i EU-landene – så er det ikke en god idé, at de også bliver beskattet i EU, er der sikkert mange, der tænker.

Men er det nu også det? Måske handler det i bund og grund snarere om følelser, ligesom dengang en del af Dong blev solgt til Goldman Sachs? Vi har her med store, ”onde”, kapitalistiske, amerikanske virksomheder at gøre, som vi ikke rigtigt bryder os om, og som vist nok ikke betaler det, de skal i skat, så dem skal vi komme efter.

Men hvorved adskiller de nævnte firmaer sig egentlig fra andre udenlandske giganter, som tjener formuer i EU, som f.eks. Samsung, Huawei, Toyota, Gazprom m.v. Har vi mindre grund til at beskatte disse i EU end de nævnte tech-virksomheder? Og hvorfor egentlig kun store virksomheder, hvorfor ikke alle virksomheder, der tjener penge i EU?

Og skulle EU så endeligt beslutte sig for at beskatte de store amerikanske tech-virksomheder, hvad ville så forhindre USA i tilsvarende at beskatte store europæiske virksomheder, som tjener gode penge i USA, som f.eks. Vestas og Novo Nordisk?

En sådan gensidig beskatning ville være en glidebane uden ende og starten på en meget uheldig udvikling. Derfor, lad os ikke rive os med af følelser, men lad fornuften og omtanke råde.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.