Kan du ikke læse? Er du dum eller hvad?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Titlen på dette debatindlæg er ikke taget ud af det blå. Det er citeret fra en samtale mellem to elever i grundskolen, som en skoleleder har overhørt. Den lille, spidse kommentar er rettet mod en ordblind og er blot en af de mere end 700 oplevelser, respondenterne i en ny måling, som Nota har lavet, har valgt at dele med os.

Desværre indrammer udsagnet målingens overordnede resultat med smertelig præcision. Knap hver sjette ordblind har oplevet fordomme. Oftest går de ud på, at folk tror, ordblinde er dummere end andre, eller at man ikke kan tage en ordentlig uddannelse som ordblind.

»«

Fordommene kommer fra flere sider. Yngre oplever dem især blandt klasse- og studiekammerater. Lærere, forældre og kolleger er dog også ofte fordomsfulde over for ordblinde.

Fordommene bunder som regel i manglende viden om et område. Det er også tilfældet her. Og måske er det i virkeligheden slet ikke så mærkeligt, at fordommene opstår. Tekst er historisk set det mest udbredte redskab til opbevaring og formidling af viden. Derpå synes mange at slutte, at folk med læsevanskeligheder er mindre begavede. Men det er simpelthen en helt forkert slutning.

Ordblinde er præcis lige så begavede som andre. Hertil kommer i øvrigt ofte særdeles stærke visuelle og kreative færdigheder og gode problemløsningsevner. Måske er det derfor, at listen af ordblinde, som er blevet til kendte iværksættere, ingeniører eller kunstnere, er lang. F.eks. er det velkendt, at så forskellige personligheder som Steve Jobs og Agatha Christie var ordblinde.

At det er svært at tage en uddannelse med læsevanskeligheder, kan muligvis også forekomme nogen logisk. Men en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut har for nylig slået fast, at ordblinde elever, der har modtaget støtte (såkaldt SPS) på ungdomsuddannelserne, klarer sig lige så godt eller bedre end elever, der ikke modtager støtte.

Det betyder ikke, at intet kan blive bedre. Fra Notas side er det et konstant opmærksomhedspunkt at arbejde for, at så mange som muligt med behov for særlige redskaber får adgang til dem så tidligt i uddannelsesforløbet som muligt. Men det er netop i disse bestræbelser, det er begyndt at stå klart for os, at den hellige grav ikke nødvendigvis er vel forvaret alene ved at sikre adgangen til redskaber og pædagogisk støtte.

For at skabe bedring må vi også skrue op for det generelle vidensniveau om ordblindhed og dermed ned for fordommene. At få de negative konsekvenser af ordblindhed ned på et absolut minimum kræver, at vi får gjort det til almen viden, hvilken type af ”anderledeshed” ordblindhed er.

At der er tale om en afkodningsvanskelighed. Og at hjælpemidlerne – som ofte er oplæsningsprogrammer, lydbøger, dikteringsværktøjer osv. – ikke bør betragtes anderledes, end når en person med synsbesvær tager briller på. Næste gang en ordblind hører sætningen: »Kan du ikke læse?«, skal den spontane opfølgning ikke være: »Er du dum eller hvad?« Den skal ganske udramatisk være: »Nå, men så skal du vel bare lytte til dine bøger i stedet?«