Vellykket integration – hvad handler det om?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan efterhånden ikke undres, når man hører Dansk Folkeparti slynge om sig med generaliserende og nedgørende udsagn om indvandrere med primært muslimsk baggrund. Senest har Kenneth Kristensen Bernth været ude med et fuldstændigt uunderbygget udsagn om, at indvandrere med primært muslimsk baggrund ikke kan integreres.

Jeg har ikke hørt Kenneth Kristensen Bernth præsentere en definition af vellykket integration. Handler det om, at man skal spise flæskesteg? Handler det om, at man skal være kristen? Handler det om, at man skal stemme DF? Handler det om, at pigerne ikke må gå med tørklæde? Handler det om, at drengene ikke må have mere skæg end Søren Espersen?

Handler det om, at man skal gifte sig med danskere? Handler det om, at man skal frasige sig sin muslimske tro? Handler det om, at ingen indvandrere med muslimsk baggrund må være kriminelle?

Det er svært at vide, hvornår man er vellykket integreret, når man ikke kender definitionen.

Jeg kan godt læse statistik. Og jeg kan også godt se, at der er mere kriminalitet blandt indvandrere med ikkevestlig baggrund. Men – og der er et stort men – Dansk Folkeparti får det til at lyde, som om vi taler om, at store dele indvandrere fra disse lande er vanekriminelle eller voldsforbrydere.

Sådan er det ikke i virkeligheden. Samlet set er det 4 pct. af 18-64 årige mænd, der er straffet efter straffelovens paragraffer. Det tilsvarende tal for danske mænd er 2 pct. Vi er ikke i mål, men vi er på vej.

Men alt efter hvordan man brækker tallene (og der er forskellige måder at gøre det på), er der 4-10 pct. af mandlige indvandrere, der har været i konflikt med straffeloven. Og igen – det er for meget. Men det betyder også, at 90-95 pct. ikke har været i kontakt med straffeloven. Vi er ikke i mål, men vi er på vej.

Hvis man dykker ned i tallene, vil man også kunne se, at der er flere indvandrere med ikkevestlig baggrund i arbejde end nogensinde tidligere. Jeg siger ikke, at vi er nået i mål – men det er stadig flertallet.

22 pct. af unge og voksne har været uden for arbejdsmarkedet i fire af fem år. Men det betyder altså også, at 78 pct. er i arbejde. Vi er ikke i mål, men vi er på vej.

I aldersgruppen 16-29 år har ca. 10 pct. været inaktive i mere end seks måneder. Det betyder igen, at ca. 90 pct. har været aktive. Vi er ikke i mål, men vi er på vej.

For så vidt angår uddannelse, har 33 pct. af indvandrere med ikkevestlig baggrund ”kun” gennemført grundskolen som højeste uddannelse. Med det betyder også, at 67 pct. har gennemført en højere uddannelse end grundskolen. Vi er ikke i mål, men vi er på vej.

Hvis vi kigger alene på pigerne, er de kommet på helt det samme uddannelsesniveau som de danske piger. Det er faktisk 61 pct. af pigerne under uddannelse i en alder af 22 år. Det vil sige, at det ”kun” er 39 pct., der ikke er under uddannelse på dette tidspunkt.

Og det på trods af DF’s forsøg på at etablere en myte om, at indvandrerpiger bliver holdt hjemme ved kødgryderne og bliver giftet væk til en gammel mand fra deres landsby. Vi er ikke i mål, men vi er på vej.

Et samfund når aldrig i mål. Man vil altid være på vej. Det gælder velfærd, uddannelse, sundhed, integration. Men vi når aldrig i mål. Som samfund skal vi hele tiden flytte grænserne. Veltilfredshed og selvtilstrækkelighed standser al udvikling.

Jeg sad og hørte Radio24syv, hvor man i ”Rushys Roulette” hørte paneldeltagerne tale om problemer med indvandrere, og samtlige paneldeltagere roste mønsterbryderne, specielt i muslimske kredse.

Og nu kommer vi til min pointe. Det er noget vrøvl – og faktisk noget skadeligt vrøvl – at kalde dem, der holder sig fra kriminalitet og tager en uddannelse, for mønsterbrydere.

Det er langt de fleste, der ikke er kriminelle. Det er langt de fleste, der er aktive på arbejdsmarkedet. Det er langt de fleste, der sikrer sig en eller anden grad af uddannelse. Også pigerne. Og sådan kunne man blive ved.

Hvorfor er det så, vi kalder dem, der vælger at blive en del af samfundet, for mønsterbrydere. Det må da være dem, der vælger den forkerte vej – mindretallet – der er mønsternedbrydere.

Så kan man spørge, om det nu også er et problem. Og ja – det mener jeg, det er. Når unge står og skal vælge vej, er det jo lidt af en opgave at være mønsterbrydere. Det siger jo implicit, at de skal gøre op med deres værdier, deres kultur – ja, måske endda deres familie.

Det fremstår jo, som om det er bjergbestigning at være mønsterbryder. Men det er det jo ikke. De skal bare følge det mønster, som flertallet af deres ligestillede følger. Altså mønsterfølgere.