Jaleh Tavakolis sag handler om myndighedernes magtfordrejning og politisk dannelsestab hos vores folkevalgte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

» (…) Og jeg bliver nødt til at sige, at selv om jeg som udgangspunkt var lidt tøvende over for, om man kunne træffe en så vidtgående beslutning på grund af en sigtelse, så må jeg sige, at efter det jeg har hørt her og den totale fejlfremstilling af, hvad det var, der skete i den periode: forfærdeligheden i den grusomme handling – osv., så må jeg sige, så synes jeg, alt tyder i den grad i retning af, at de sociale myndigheder har truffet en gennemført klog og rigtig beslutning.«

Ordene er Hans Engells, og de faldt på TV 2 News i ”News & co.” forleden, hvor man diskuterede Socialtilsynets påtænkte beslutning om at inddrage debattør og forfatter Jaleh Tavakolis plejetilladelse til familiens otteårige plejedatter. Socialtilsynet henviste til, at Jaleh Tavakoli havde delt en henrettelsesvideo på Facebook som led i en debat om myndighedernes og pressens mere eller mindre korrekte gengivelse af, hvad der reelt var overgået to unge kvinder, der brutalt blev myrdet, da de var på vandretur i Marokkos bjerge i december sidste år.

Af Socialtilsynets agterskrivelse til Jaleh Tavakoli fremgår, at tilsynet vil inddrage Jaleh Tavakolis plejetilladelse alene på baggrund af, at hun har delt henrettelsesvideoen på Facebook og været aktiv i den offentlige debat.

Socialtilsynet lægger vægt på, at Jaleh Tavakoli »har valgt at eksponere dig selv og kommunikere politisk« i sagen, hvilket styrelsen mener »kompromitterer« hendes rolle som plejeforælder, ligesom styrelsen mener, at hun »ikke i fornødent omfang fungerer som den ”digitale rollemodel”, en plejeforælder skal kunne være«.

Inddragelsen af Jaleh Tavakolis plejetilladelse hviler således udelukkende på hendes ageren som aktiv deltager i samfundsdebatten og inddrager ingen af de hensyn, man ellers skulle mene var helt afgørende, nemlig om Jaleh Tavokoli og hendes mand har skabt kærlige og trygge rammer for den plejedatter, de har taget til sig, siden hun var bare to dage gammel.

At Socialtilsynet alene på denne baggrund og alene på grund af en sigtelse (der er hverken faldet dom – endsige rejst tiltale i sagen), har fundet Jaleh Tavakoli uegnet som plejeforælder, er imidlertid ikke en omstændighed, der har fået alarmklokkerne til at bimle hos de politikere, der ellers har udtrykt bekymring for sagen. De har over en kam været mest optaget af, hvorvidt det nu også var i barnets tarv at straffe det for plejemoderens gerninger, og om Jaleh Tavakolis brøde stod mål med indgrebet.

Det er et massivt politisk svigt fra vores folkevalgte, der synes blinde for den afgørende omstændighed, at Socialtilsynet de facto siger, at man ikke kan være plejeforældre og samtidig bevare sin ytringsfrihed. Ingen af de politikere, der selv lever af det frie ord og åbne demokrati, hvor vi kan dele os efter anskuelse, har anfægtet præmisserne i Socialtilsynets afgørelse.

Jeg mangler endnu at høre danske politikere bekymre sig mindre om deres følelser og mere om det grundlæggende principielle i denne sag, nemlig at en offentlig myndighed kan træffe en så indgribende afgørelse i forhold til en familie på baggrund af en grov politisering af de kriterier, lovgivningen har sat op.

Det kaldes magtfordrejning og sindelagskontrol, og det ses i sin værste form i denne sag, hvor en offentlig myndighed, der er sat i verden for at værne om borgernes grundlæggende rettigheder, straffer en familie for (pleje)moderens ret til at deltage i den offentlige debat med helt legale synspunkter.

Og her er vi så tilbage til Hans Engells ord: De faldt uden tøven og som en reaktion på Jaleh Tavakolis forsvar for sine synspunkter. Og som udtalt af en tidligere justitsminister faldt de ekstra tungt.

Hans følelsesbårede udtalelse i TV 2’s ”News & co.” kan passende stå som en verbal skamstøtte over det politiske dannelsestab og mangel på grundlæggende respekt for basale rettigheder, ytringsfriheden ikke mindst, der synes at kendetegne vores folkevalgte.

Retsstatens styrke og borgernes tillid til den afhænger af den politiske vilje til at værne om borgernes rettigheder i kombination med myndighedernes evne til at hævde dem. Når begge dele fejler, som i denne sag, så vakler demokratiet.