Hvornår er man nedslidt?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Socialdemokratiet anvender put and take-metoden og fisker i selvrørte vande om pensionsalder. Af mangel på bedre valgflæsk har Socialdemokratiet lanceret et udspil om heroisk at redde nogle ældre fra den sene pensionsalder, man selv har været med til at indføre. Først taler man med stor medfølelse om de nedslidte og rummer tilsyneladende stort set alle i den brede, moderlige beskyttelsesfavn, men forståeligt nok udskyder man samtidig problemet med at definere, hvem der er nedslidte til efter et valg. Alle skal blot fanges ind i løftenettet før valget.

Det er forståeligt, at man undlader at forsøge at præcisere, hvilke grupper man taler om, fordi man nok er klar over, at der vil lyde et ramaskrig fra de grupper, der ikke medtages. Alle grupper kan naturligvis påpege ting, der virker trættende og nedslidende, og påberåbe sig barmhjertighed. Ondt i hoved og sjæl kan vel være lige så slemt som ondt i kroppen. For at slippe uden om problemet med en faglig afgrænsning taler man så i stedet for om at benytte et kriterium baseret på den periode, en person har været aktiv på arbejdsmarkedet.

Man forudsætter altså, at nedslidningen er proportional med arbejdsperiodens længde, hvilket naturligvis langtfra behøver være tilfældet. Den uudtalte filosofi er formodentlig, at det nok hovedsageligt er mennesker med hårdt manuelt arbejde, der starter arbejdskarrieren i en ung alder, og som derfor kan være nedslidte før pensionsalderen. Socialdemokratiet projicerer et pensionsalderproblem op for så efterfølgende at kunne fremstå som dem, der barmhjertigt redder situationen. Hvis man vil relatere pensionsalderen til nedslidning, er man nødsaget til at starte med at definere, hvad nedslidning er. Alle er nok enige om, at det er synd for dem, der er nedslidte, men hvornår er man nedslidt?

Den normale arbejdstid for lønmodtagere i Danmark har aldrig været kortere end nu. Man har aldrig haft så megen mekanik og så mange hjælpemidler til at modvirke tungt og hårdt arbejde, som man har nu. Der har aldrig været så god og klar en lovgivning om beskyttelsesforanstaltninger som nu, og man har aldrig før haft en så velfungerende overvågning, som man nu har via arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og bedriftssundhedstjenester. Der findes stadigvæk hårdt arbejde, men i virkeligheden er vi måske i den paradoksale situation, at det for langt de fleste vil være mindre nedslidende af være i job, end det vil være at være uden job.

En normal arbejdstid er ca. 7,5 time om dagen i ca. 215 dage om året, hvilket giver i alt godt 1.600 timer. Der er 365 x 24 = 8.760 timer i alt på et år, så normalt arbejde udgør altså mindre end 20 pct. af den totale tid. Det kan altså være langt vigtigere, hvad vi gør i de 80 pct. af tiden, hvor vi har fri, end hvad vi gør i de 20 pct. af tiden, hvor vi arbejder. Hvis man ser på statistikker over, hvad sundhedsvæsenet yder hjælp til, fremgår det klart, at megen sygdom bedre kan henføres til en uheldig livsstil end til arbejde, herunder specielt rygning, for stort alkoholforbrug, overvægt, og for lidt motion.

Alle er nok enige om, at motion er uhyre betydningsfuldt, men for rigtig mange er det at skulle på arbejde måske den vigtigste, og for nogle måske endda stort set den eneste motion, man får, og arbejde er dermed noget, der modvirker såkaldt nedslidning frem for at fremme den. Naturligvis skal vi hjælpe dem, der ”nedslides” på grund af arbejde, men det vil være en overordentlig dårlig politik at bruge penge på en førtidspension af velfungerende ældre i stedet for at bruge dem på dem, der virkeligt trænger, uanset årsag. For de ældste medarbejdere vil den bedste løsning derfor fortsat være så vidt muligt at graduere arbejdstiden og jobbets indhold de sidste år før pensionsalderen.