Skolebørn har brug for andet end flere test
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er så heldig at have verdens bedste job, jeg er nemlig så privilegeret at få lov til at undervise fremtidens fundament, nemlig børnene. Jeg bliver en vigtig del af deres dagligdag, og de deler mange ting med mig – når de får deres første hund, hvor høje prutter deres far/mor kan slå, eller når far og mor skal skilles. Ja, og så skal de helst også lære matematik af mig.
Men jeg føler indimellem, at jeg laver et overgreb på børnene, når jeg konstant tester både med de frivillige nationale test (som ikke er frivillige i min kommune) og de obligatoriske test. Det er forfærdeligt, når de dygtige sidder med tårer i øjnene, når de støder på opgaver, de ikke kan løse, eller når de fagligt svage bare trykker videre og har givet op på forhånd.
Børnene er bange for at lave fejl, da de føler, det kun er det, de bliver målt på. Hvorfor skal jeg være med til at give dem den følelse af utilstrækkelighed? Lad mig lære børnene matematik uden alle testene. Lad mig hjælpe dem til at blive robuste og hele, dannede mennesker. Lad os hellere sørge for, at læreren har de fornødne rammer til at skabe en ordentlig dialog med hjemmet.
Børnene har ikke brug for flere test, men de har brug for, at jeg har mulighed for – og tiden til – at møde dem der, hvor de er – både menneskeligt og fagligt.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.