Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kommunerne bør tone rent flag om ældre

Mona Lauridsenpensionist, Valby

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det vil nok være mest værdigt, at alle kommuner/regeringen nu melder klart ud, at alle ældre selv fremover skal betale for rengøring m.v. Min mor på 93 år bor i eget rækkehus, er frisk og er gående, men har en meget dårlig ryg og har derfor forespurgt Herning Kommune, om det er muligt, at hun kan få støvsuget hver 14. dag.

Det kan hun ikke, da kommunens ansatte i dag ikke må foretage dette arbejde, men de kunne formidle en kontakt til en betalende rengøringshjælp.

Min søster og bror bor tæt på og hjælper så meget, det er muligt. Jeg bor i København, men når jeg er i Herning, sørger jeg for at bistå med rengøring og støvsugning.

Vi kan da sagtens hjælpe til, min mor kan også godt betale sig fra det. Men meld nu ud med klare regler for, hvad kommunerne bistår med via vores skat, og hvad den enkelte selv skal klare fremover.

Det vil jo også bevirke, at der skal nogle nedjusteringer til i kommunernes budgetter, da de ikke fremover skal ”kalkulere” med rengøring og andet hos private, hverken dem, som bor i eget hus, eller dem, som bor i lejelejligheder, og de skal jo heller ikke have boligtilskud mere.

Der skal mange ændringer til i systemet. Folk, som bor I eget hus, betaler jo også en stor ejendomsskat, så hvis boligtilskuddet fortsætte hos de ældre, skal ejendomsskatten også fjernes hos de ældre.

Varmetilskud bør også fjernes. Det er jo ikke korrekt, at nogle får noget, og andre ikke kan. I stedet skal skatten sættes ned, så vi alle betaler mindre i skat. Men kommunerne og regeringen er sikkert så bange for ikke at få nok skattepenge ind på diverse konti, at de ikke tør.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.