Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Uden udenlandske kolleger ville sundhedsvæsenet bryde fuldstændigt sammen

Man møder engagerede, fagligt højt kompetente læger fra udlandet, og så må man bære over med, at de har en eller anden ”dialekt”.

Jørn Baun Christensenoverlæge, røntgenafdelingen ved Hospitalsenheden Vest, Herning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Undertegnede er mangeårig overlæge på en røntgenafdeling på et offentligt hospital. Der er på afdelingen en stor majoritet af special- og øvrige læger fra andre lande end Danmark.

Grunden til den store pct. er dels generel lægemangel, dels rekrutteringsvanskeligheder uden for universitetsbyerne, dels en noget uhensigtsmæssig uddannelsespolitik til de enkelte speciallægeuddannelser, herunder til vort speciale. En del er speciallæger fra andre lande, andre har gennemgået læge- og/eller speciallægeuddannelse i Danmark.

Det er et faktum, at uden disse udenlandske kolleger ville sundhedsvæsenet, og da i særdeleshed vores afdeling, bryde fuldstændigt sammen. Hvis øvrige ansatte på afdelingen, totalt ca. 70 personer, medregnes, er der repræsentanter fra 13 lande, nordiske lande, EU-lande og lande uden for EU. Nogle er kommet på grund af kærlighed, andre på grund af arbejdsforhold, atter andre i en form for flygtningesituation.

Så næste gang, du møder en udenlandsk læge, så sig: »Tak fordi du vil hjælpe mig.«

Talesproget på afdelingen er dansk – udelukkende dansk. De læger, som er kommet direkte til os, har, før de påbegyndte arbejdet, gennemgået sproguddannelse Dansk 3 bekostet af afdelingen. Dansk 3 er det højeste niveau defineret af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

De samlede udgifter for at rekruttere en udenlandsk speciallæge siges at ligge omkring 400.000 kr. Hvis økonomien i dette skal være et diskussionsemne, bør det sammenlignes med omkostningen for samfundet for at færdiguddanne en dansk speciallæge. Hvor mange millioner er det?

Alle, altså alle som i alle, er dybt professionelle fagpersoner som med dedikation engagerer sig i arbejdet, og som nærmer sig vore patienter med indlevelse og respekt. Alle, altså alle som i alle, indgår i vores arbejdsfællesskab med seriøsitet, ligeværdighed og selvfølgelig humor, når det passer sig.

På hospitalets øvrige afdelinger findes også et stort antal udenlandske læger. Jeg kender ikke til en eneste af disse, som ikke har samme respekt for sit arbejde som mine kolleger på røntgenafdelingen.

Det var derfor smerteligt for alle, altså også for os ”rene” danskere, at se dokumentaren ”De udenlandske læger” på DR1 forleden. En efter min mening perfid, vinklet, useriøs, udokumenteret fremstilling af udenlandske læger (nogle af vore har været her i 30 år).

Udsendelsen insinuerede en problematik, som for os slet ikke er aktuel. Der var en ubehagelig tone med sammenblanding af sprogkundskaber i dansk og faglig kvalitet. En overlæge mente – udokumenteret – at de udenlandske læger højst burde udgøre 25 pct. af lægestaben på en afdeling, så de havde mulighed for at hæve sig fra et ”lavere” til et ”højere” niveau.

Var påstanden her, at vore udenlandske kollegers generelle faglige niveau er lavere end danske lægers? Det er absolut ikke min/vores erfaring.

Programmet havde fat i to helt åbenlyst ”kedelige” sager, hvor udenlandske læger indgik. Betyder det, at der ikke findes lignende, hvor danske læger er i majoritet? Var der noget med nogle mammografisager som eksempel?

Alle i sundhedsvæsenet er naturligvis klar over, at vort personale skal kunne håndtere dansk, og grundlæggende synes jeg, det er fint at indføre en danskprøve for immigrerede læger, før de påbegynder deres virke (samme indstilling har for øvrigt alle vore udenlandske læger).

Men det er altså helt afgørende for mig at pointere, at kommer man til vores afdeling, som også i klip blev fremstillet i udsendelsen, møder man udelukkende engagerede, fagligt højt kompetente læger, også selv om de har en eller anden ”dialekt”. Så næste gang, du møder en udenlandsk læge, så sig: »Tak fordi du vil hjælpe mig.«

Bare for at undgå, at læsere skulle tro, at jeg er ukritisk over for indvandring som helhed, skal jeg oplyse, at jeg er mangeårigt og aktivt medlem af Det Konservative Folkeparti og i hvert fald til dels støtter den aktuelle politik på området, selv om sprogbrugen ofte skurrer i mine ører.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.