Opråb fra en mor: Lav noget larm, og lad os passe på dem, der passer vores børn
Én pædagog skulle kigge efter 15 børn, mens en anden skulle ringe til forældre, trøste en grædende pige og holde opsyn med puderummet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I går, da jeg hentede min datter i børnehaven, gik jeg derfra med en klump i maven. Den her klump bestod af vrede, afmagt og dårlig samvittighed. Vrede over systemet. Afmagt over ikke at kunne gøre noget. Og dårlig samvittighed over for mit barn og de mennesker, som passer på hende hver dag.
Klokken er ca. 14.30, da jeg ankommer for at hente min datter i hendes børnehave. Det vil sige, at det altså ikke er i ydertimerne, at jeg henter. Alligevel bliver jeg mødt af én voksen til omkring 15 børn inde på hendes stue. Det siger sig selv, at støjniveauet er meget højt, og jeg vader lige ind i en mur af kaos. Dette i sig selv er ikke unormalt. Jeg oplever ofte, selvom jeg så vidt muligt undgår ydertimerne, at aflevere eller hente mit barn på en stue med alt for mange børn til en enkelt voksen.
Dette scenarie i sig selv giver mig altid sved på panden og en klump i maven på børnene og pædagogens vegne.
Da vi har sagt farvel og tak for i dag, går vi ud i fællesstuen, hvor jeg lige skal markere min datter som hentet på børnehavens iPad. Der står en pædagog med den i hånden og leder efter et telefonnummer til nogle forældre, da der er en lille pige, som er syg og skal hentes.
Jeg sætter mig derfor på en stol og venter på, at hun er færdig. Imens hun står og skal finde nummeret og ringe, skal hun samtidig have overblikket over børnene inde i puderummet nogle meter væk. Der opstår gråd inde i puderummet, og en pige kommer løbende ud med tårerne væltende ned ad kinderne, fordi hun har tisset i bukserne. Det vil sige, at den her pædagog nu skal trøste pigen og hjælpe hende på toilettet, imens hun stadig skal have ringet til forældrene til den pige, som er syg og skal hentes.
Ud over det er hun jo så selvfølgelig nødt til at gå endnu længere væk fra puderummet, så børnene derinde er uden opsyn i den tid, det tager. Hvordan skal hun på nogen som helst mulig måde kunne være tre steder på samme tid? Nej, det kan hun nemlig ikke, og alligevel er det det, der forventes af hende og mange andre hver dag.
Vi modtog en mail fra lederen af institutionen for nogle uger siden. I den blev det forklaret, at institutionen har et underskud på 1.200.000 kr., som skal nedbringes hen over de næste tre år. Rent praktisk betyder det, at der er ledige stillinger, som ikke bliver besat.
At der ikke vil være vikardækning under ferie, sygdom og afspadsering. At de vil tage så mange børn som muligt ind, og at alle stuerne derfor vil være fyldt op til et maksimum. Og at alle børn bliver rykket fra vuggestue til børnehave, når de er ca. 2,6 år. Dette underskud skyldes mange langtidssygemeldinger. En del af disse sygemeldinger grundet stress. Stress grundet for få hænder. Nu får de færre hænder og flere børn. Kan det virkelig være rigtigt, at de selv må klare et underskud, som skyldes for få hænder, med færre hænder? Det er jo et regnestykke, som aldrig kan gå op.
Det her er altså virkeligheden i rigtig mange institutioner i Danmark, og det er sørgeligt. Det er den virkelighed, som vores børn lever i – og de voksne, der passer på dem.
Jeg er nødt til at skamrose pædagogerne for deres indsats. Hver morgen og eftermiddag bliver jeg mødt af varme smil fra de her fantastiske mennesker, som passer på vores børn hver dag. De er så pressede, og alligevel klarer de det så flot. De får enderne til at mødes i en snor, der i virkeligheden ikke er lang nok, fordi de strækker sig. Men de kan ikke blive ved med at strække sig, og de vil knække ligesom snoren, når ikke de kan holde den længere. Alt dette går selv sagt mest ud over vores børn og dem, der passer på dem. Det er deres hverdag. Tænk på dit barn, dit barnebarn, din niece eller din nevø.
Fortjener de ikke at have en god og tryg hverdag, hvor der er plads til omsorg og udvikling? Tænk på din mor, din søster, din bror, din ven eller veninde, eller hvem du kender, der er pædagog. Fortjener de ikke at have et godt arbejdsliv?
Jeg ved ikke meget om politik.
Jeg ved ikke præcis, hvad der kan gøres. Men jeg ved, at der SKAL tages hånd om det her problem, så børn kan blive afleveret trygt i institution af deres forældre, og så pædagogerne kan gå hjem fra arbejde med en god mavefornemmelse, fordi det har været en god dag.
Der er masser beretninger fra pædagogerne derude om, hvordan forholdene er for dem, og hvad de oplever. Der er masser artikler skrevet af eksperter om, hvor skadeligt det er for børnene, at der ikke er nok voksne til dem, og hvor negativ en indvirkning det har at komme for tidligt i institution, om det er vuggestuestart eller børnehaveskift. Men der mangler en vinkel på det, og det er os forældres.
Så del jeres oplevelser, så det kan blive belyst fra endnu en side. Det er jer, der er kunderne. Lav noget larm, og lad os passe på dem, der passer vores børn.