Måske er det storbyerne, der skal redde verden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I fællesskab er verdens storbyer blevet til en af globaliseringens vigtigste spillere. I oktober i år mødes borgmestre fra New York, Paris, Shanghai og 92 andre storbyer fra hele kloden i København til klimatopmødet i det såkaldte C40-regi. For når det handler om at nå klimamålene, har metropoler som New York i højere grad modet til at sætte en ambitiøs politisk kurs end deres nationale stats- og regeringschefer, der for manges vedkommende vender blikket indad i disse år.

Ikke overraskende vokser storbyernes magt og indflydelse, i takt med at de bliver hjem for stadig flere mennesker. I 2030 forventes 60 pct. af verdens befolkning at bo i en by, mens hver tredje vil bo i en storby med over 500.000 indbyggere.

Og det giver økonomisk rigtigt god mening, idet værdiskabelsen og antallet af nye opfindelser vokser mere end bare én til én, når mennesker hobes sammen. Stiger antallet af mennesker i en by med 100 pct., øges mål som lønninger og antallet af patenter i gennemsnit med 110-140 pct.

I USA har det skabt grundlaget for, at f.eks. New York, Boston og San Francisco er blevet vækstcentre med en indflydelse og tiltrækningskraft langt ud over landegrænserne. Mønstret gentager sig i mange lande og understreger, at hvis vi vil forstå verdens gang, herunder den allestedsværende globalisering, må vi forstå storbyerne.

Og netop at forstå metropolerne er at indse det paradoksale i, at mens de udadtil viser en voksende styrke, har de indadtil en tendens til at blive ofre for deres egen succes. Få steder er det mere tydeligt end i New York, hvor bycentret Manhattan i stigende grad kun bebos af de rige – og de hjemløse. Huslejen og ejendomspriserne vokser ikke kun på Manhattan, men overalt i byen. I gennemsnit bruger hver tredje husstand over halvdelen af sin indkomst på boligudgifter, og i flere områder af bydelene Brooklyn, Queens og Bronx er huslejen steget med langt over 50 pct. i de seneste 10 år. Ligeledes får færre råd til at købe en bolig.

Mønsteret gentager sig i næsten alle amerikanske storbyer, hvor andelen af boligejere tilsvarende er faldet stødt i samme periode. For mange amerikanere tilhørende middelklassen er det ensbetydende med, at de langsigtede perspektiver ved storbylivet fordufter.

Paradoksalt nok fortsætter befolkningen i USA’s største byer med at vokse. Tilvæksten skyldes imidlertid primært tilflytning fra især Latinamerika og Asien. For alt i mens byerne vokser, skubber de astronomiske boligudgifter i hobetal mange amerikanere mod provinsen, der lover mere for lønningsposen, som ikke er vokset i mange år for middelklassen eller lavere indkomstgrupper.

Storbyerne er altså blevet til et sted, hvor de, der trives, primært er internationalt mobile og ressourcestærke eller arbejdssøgende migranter. Økonomisk, politisk og lige så vigtigt kulturelt skaber disse tendenser en stadig bredere kløft mellem storbyerne og resten af landet.

New Yorks demokratiske borgmester, Bill de Blasio, har set de storpolitiske konsekvenser heraf og valgt som sin parole for sin anden borgmesterperiode, at New York skal formå at løfte sin befolkning op i stedet for at skubbe den ud. Her er der måske også formuleret en national platform for præsidentvalget i 2020, hvor i øvrigt også en anden new yorker, den tidligere borgmester i New York i hele tre perioder, Michael Bloomberg, spøger.

Det internationale bysamarbejde har aldrig været vigtigere. Og storbyen København kan spille en helt afgørende rolle her. Til gavn for klimaet, og for sammenhængskraften, som ikke må blive en by i … Rusland.